X-Men: Days of Future Past – X-men er tilbage med svaj i bukserne.

Men hvad kan man egentlig forlange mere af en X-Men film, hvor actionsekvenserne er lækre, der er svaj i bukserne, og skuespillet er formidabelt? Bryan Singer, som mange vil pege på er den rette X-Men instruktør, diagerer troligt filmen gennem fortiden for at genoprette fremtiden. Og egentlig kunne jeg ikke helt sætte en finger på, hvad det var, jeg synes, den nye X-Men film manglede, især når filmen nu fungerer, leger med historiske begivenheder og endda er morsom. Jeg er vokset op med den gule spandex helt – Wolverine, der med sin fandenivoldske attitude altid har givet kant til de mere poleret X-Men helte.

I denne nye X-Men / Singer-udgave er Wolverine, a.k.a. Hugh Jackman, affetioneret tilhænger af Professor X og til trods for hans dystre, smertefulde fortid virker Wolverine domesticeret. Man kan spørge sig selv, hvornår en ung Beast ville vinde en styrkeprøve over Wolverine? Den tamme jærv er sammen med karaktererne i X-Men: Days of Future Past næsten for veludførte, og deres valg overrasker ikke rigtigt. Jeg savner kant og skævhed i det farverige mutantunivers, måske lige med undtagelse af Quicksilver, spillet af Evan Peters, som får alt for lidt spilletid.

Det dystopiske fremtidsunivers i X-Men 2 er affødt af begivenhederne fra X-Men: First Class og Cuba interventionen. De begivenheder har fået den sindrige Dr. Bolivar Trask, spillet af Peter Dinklage, til at udvikle sit sentinel-program, hvilket er de dødbringende robotter, som kan detektere mutanter. Raven a.k.a. Mystique, spillet af den fænomenale Jennifer Lawrence opdager Trasks intentioner og hans eksperimenter på fælles mutantvenner. I 1973 dræber hun Trask, men bliver selv taget til fange. Hendes dna bliver den afgørende faktor for at sentinel-robotterne kan adaptere til enhver mutants evne, hvilket i den dystopiske fremtid har bevirket, at kun et fåtal af mutanterne og homo sapiens med et sovende mutenatgen har overlevet et totalitært holocaust. Racedebatten i X-Men er som altid nærværende, særligt når Trask argumenterer for, at udryddelsen af mutanterne kan forene homo sapiens og lede til fred – for krig mod andre racer er altid et godt argument for efterfølgende fred, eller?

Den dystopiske fremtid ekkoer både Terminator-filmene og The Matrix-trilogien med den forskel, at vi i det mindste i de film kan bebrejde robotter og den kunstig intelligens vores fremtid, og ikke som i X-Men, vores egen ’humanisme.’ Sentinel-robotterne er i X-Men: Days of Future Past mere skræmmende og dedikeret end Arnold Schwarzeneggers udgave af en Terminator og minder i konstruktionen om robotten i Thor fra 2011. Fremtidens Professor X og Magneto, spillet af Patrick Stewart og Ian McKellen samarbejder om at forhindre deres fremtid ved at sende Wolverines bevidsthed tilbage i hans yngre selv – fra 1973. Her må Logan befri Magneto fra Pentagon, spillet af Michael Fassbender, og samtidig opbygge Charles Xaviers selvtillid. James McAvoy gør det godt som 70’er-tidens lettere dopet og deprimeret Xavier. Dernæst må de alle bilægge deres uoverensstemmelser for at stoppe Mystique og redde deres fremtid.

X-Men: Days of Future Past bruger ikke tid på at introducere til universet, hvilket er en lettelse for sådan en som mig, men har man ikke set den første triologi eller X-Men: First Class skal man overveje at bruge tid på at se dem først. Til trods for min beklagelse over manglende kant, er X-Men 2 selvfølgelig et must see for fans af franchisen, og filmen retter da også op på den tidligere X-Men: The Last Stand, ligesom den refererer til de tidligere film – og dermed skaber en form for helhed gennem franchisen. Bliv endelig siddende til efter rulleteksterne, der er en lille appetitvækker til den næste film X-Men: Apocalypse, der premiere et års tid ude i fremtiden…

4stars

1 comment

Smid en kommentar