Wrath of the Titans – The gods are back

Det var derfor også med en vis portion skepsis, at jeg satte mig til rette i sædet med 3D brillerne solidt placeret over de dertil indrettede øjne. Det skulle dog vise sig at være overflødigt, da pressevisningen viste sig at være med 2D versionen, hvilket ikke ligefrem blev mødt af protester. Det betyder nu en gang også, at 3D effekterne ikke vil blive kommenteret i denne anmeldelse af filmen.

 

Mere af samme skuffe

Hvis man har set Clash of the Titans og ser efterfølgeren må det givetvis være fordi man så et eller andet godt i den første film. Og hvis man hører til dem, bliver man uden tvivl heller ikke skuffet. For Wrath of the Titans hvor guderne virkelig giver los, byder nemlig på meget mere af det samme. Det er bare lidt større og vildere denne gang.

Jonathan Liebesman har med sikker hånd instrueret filmen, der virker en anelse mere gennemtænkt end den første. Det er gjort ved, at man stort set har valgt at skære historien væk, og bare lade den være hvad den er, en gedigen gang underholdning. Det virker ikke som om filmen tager sig selv helt så seriøst som det var tilfældet med den første. Den prøver ikke at komme med alt for mange kringlede historier omkring den græske mytologi.

Historien kan beskrives ganske kort. Perseus (Sam Worthington) lever et stille liv som fisker sammen med sin søn Helius. Da sønnen blev født lovede han konen, at det var slut med sværd og at Helius aldrig skulle holde et våben, selvom han er søn af Persues og barnebarn af guden Zeus (Liam Neeson). Det ændrer sig dog, da faderen bliver taget til fange og hele verden trues af Zeus’ fortabte bror Hades (Ralph Fiennes) og Perseus’ bror Ares (Édgar Ramirez). For at redde faderen må Persues finde Agenor (Toby Kebbel), der ligesom ham selv er en halvgud. Kun sammen har de en chance for at redde Zeus og frelse verden.

 

Tju bang ildgud

At filmen ikke er realistisk kan naturligvis ikke som sådan være et kritikpunkt, da den handler om guder, halvguder, kykloper, pegasusser og ildspydende monstre, alligevel kan man godt tillade sig at klage en smule over sammenhængen af ting. Eksempelvis hvor meget menneskerne kan holde til i forhold til halvguderne. Dronning Andromeda (Rosamund Pike), får eksempelvis en ordentlig lussing af Ares, som er nok til at slå alle andre ihjel, men på magisk vis slipper hun uden en skramme og er fit for fight 5 sekunder efter.

Det værste er dog uden tvivl det alt andet end imponerende manuskript. Debutanten Dan Mazeau og David Johnson (Orphan & Red Riding Hood) har fået ansvaret, og det slipper de mildest talt ikke specielt godt af sted med. Replikkerne virker i bedste fald klichéfyldte, og flere gange virker det direkte tåbeligt. Det gør det heller ikke bedre, at man stort set hele tiden kan gætte det næste ord. Der er ingen fornyelse eller opfindsom over manuskriptet og det er synd. For med lidt mere vægt på dialog og replikker, kunne Wrath of the Titans måske have blevet en fornuftig film.

Det største cadeau til filmen er, at den trods alt er væsentlig bedre end den første, og alt i alt er Wrath of the Titans da også et underholdende bekendtskab, der med godt 97 minutter kender sin besøgstid, for det kunne meget vel have blevet en lang ørkenvandring.

 

 

Smid en kommentar