Wild Tales – Aparte Argentisk antologi-film

Den Argentinske instruktør Damián Szifrón, der ikke er videre kendt her i det kolde nord, står bag denne varmblodet, temperamentsfulde og underholdende antologi-film.

Wild Tales er opdelt i 6 forskellige dele, der på forskellig vis udforsker bizarre begivenheder. De seks dele passer godt sammen, og skaber en god spændingskurve som man kender fra normale film, så selvom filmen ikke har en lang historie med begyndelse, midte og slutning, er tempoet i hver enkelt del tilpasset, så det føles sådan.

De seks dele

Det første segment hedder ”Pasternak”  og omhandler en gruppe mennesker med en fælles fortid, hele scenariet virker absurd latterligt og sætter tonen for filmen, nemlig som en mørk komedie.  Pasternak-delen er klart den korteste del, og er til for at pirre din nysgerrighed, for hvad bliver det næste?

Del to navngivet  ”The rats” falder en smule i tempo, nu skal det morbide på banen, for hvilke mennesker er det egentligt, der betjener dig ,og laver din mad i bistroen.  En unge servitrice står i et dilemma da hun kan genkende en kunde som en lånehaj, der tidligere har forsaget hendes familie stor ulykke, er det nok bare at skælde ham ud, eller skal der mere til?

”Road to hell” er tredje del og her trykkes pedalen i bund for den mørke humor, her ender to bilister i en forrykt konflikt på en halvtom hovedvej i den bagende sol. Det er den unge smarte mand i en ny dyr bil mod den store bølle i gammelt vrag, der aldrig ville klare et syn i Danmark.  Det er svært ikke at grine over de karikerede roller, som lige så godt kunne være taget fra skolegården.

Med fjerde del falder tempoet en smule igen, men i stedet stiger samfundskritikken enormt. Delen hedder ”little bomb” og omhandler Simón, der arbejder med eksplosive nedrivninger. Simóns tålmodighed bliver testet af systemet, da hans bil bliver bugseret for at holde ulovligt parkeret. Det bureaukratiske system udstilles som fornuftens modstander, og den lille mand har denne gang nogle helt særlige egenskaber til at hævne sig med.

”The deal” er femte del og trækker tempoet fuldstændigt ud af filmen, humoren udebliver, og vi skal konfronteres med den ubehagelige realitet, at vi nogle gange vil gå langt, for mennesker vi elsker, selvom de har gjort noget forfærdeligt. Endnu en gang er samfundskritikken tyk, denne gang dog mere seriøst. Hvor mange penge skal der til, for at din søn kan slippe fra at køre en gravid kvinde ihjel, og hvor mange penge er du villig til ofre? Denne del tager ikke kun fat i korruption i det offentlige, men også i familier og venskaber.

Efter ”little bomb” og ”the deal” virker det som om at  ”wild tales” er rykket fra det humoristiske til det gravalvorlige, men det laver sidste del ”til death do us part” om på. Til sit store ekstravagante bryllup indser bruden, at hendes funklende nye ægtemand har været hende utro, og at den anden kvinde er blandt gæsterne. Tilbage kommer de absurde og vanvittige situationer og ”wild tales” slutter af med stil.

720x405-17

Konklusionen

Bag de satiriske, mørke og aparte dele i ”Wild Tales” ligger der helt sikkert flere moraler og løftede pegefingre, som skal minde os om, hvordan fortiden kan indhente os, og hvor galt det kan gå. Men hvis du ikke gider at beskæftige dig med bagvedliggende moraler, er det heller ikke nødvendigt for at nyde filmen. Det er derfor smart at filmen er opdelt i seks forskellige dele, derved er den lettere at fordøje.

Filmen foregår i Argentina, og der tales derfor spansk, hvilket kan være irriterende for dem, som ikke bryder sig om undertekster og andre sprog end dansk og engelsk, det er også svært at vurdere, hvor meget der går tabt i oversættelsen.

Filmen er noget helt andet end, hvad vi er vant til fra Hollywood, den er frisk, speciel og underholdende, og selvom ikke alle dele er lige interessante så er  ”Wild tales” en øjeblikkelig Argentinsk provokativ klassiker.

“Pastanak”, “The rats”, “Road to hell” og “Til death do us part” får en stjerne hver, mens “Little bomb” og “The deal” får en halv stjerne hver. “Wild Tales” får derfor i alt fem stjerner og et “me gusta”.

5stars

 

Smid en kommentar