Watchmen

Alligevel sidder man efter tre timer med en fornemmelse af at der ikke var meget der kunne have været skåret væk. Det helt store spørgsmål i Zack Snyders imponerende skue er hvorvidt gruppen af helte, de såkaldte Watchmen faktisk er helte, eller i virkeligheden bare selvtægtsmænd der er magtliderlige. Dette gøres med det store, men diskrete spørgsmål Who’s watching the Wachmen?
Watchmen foregår i et parallelt univers i USA. Året er 1985 og Nixon har vundet vietnamkrigen hvilket har forlænget hans periode som præsident og ikke gennemgår en Watergate skandale. En sjov tanke, hvordan verden kunne have set ud hvis nogle ting blot var gået anderledes end historien nu engang ville det.

USA er hvor de er, stærkt hjulpet af de såkaldte Watchmen(der blandt andet vandt Vietnam krigen) der er en form for superhelte, populariteten er dog væk, og superheltene har alle trukket sig tilbage. Alle på nær en, Dr. Manhattan der er blevet udsat for radioaktivitet og dermed er blevet en form for gud. En anden der dog heller ikke skjuler sig er den tidligere superhelt Adrian Veidt/Ozymandias der bruger sin berømmelse til at tjene milliarder indenfor forskning.

Nogen vil de ellers pensionerede helte til livs og begynder at dræbe dem en efter en, den første der ryger er Komikeren, en mand der er alt andet end et morsomt bekendtskab, der ikke skyer fra voldtægt og drab af gravide kvinde. En lang række hændelse fører til at en håndfuld af de tidligere Watchmen må stå sammen for at redde verden, hvis den da overhovedet er værd at redde.

Hele filmen foregår i en tid hvor dommedagstruslen er “fem minutter i midnat”, en indikation på hvor tæt verden er på at gå under. Et skræmmende verdensbillede der altid vil være troværdigt så længe der findes dommedagsvåben på forskellige hænder.

Zack Snyder viste med sin sidste film 300 at han er garant for visuelle mesterværker, hvilket utvivlsomt også var grunden til at han blev valgt som instruktør. Og med filmen har han gjort det som han er bedst til. Filmens visuelle udtryk og fandenivoldskhed går hånd i hånd med et fantastisk sammensat soundtrack hvor Bob Dylan og Leonard Cohen bryder det vilde og voldsomme med stemmer der varmer med volden flyver om ørerne.

Filmen er ikke på samme højde med The Dark Knight, til det er handlingen trods alt slet ikke medrivende nok. Men den er godt fortalt, velspillet og så foregår den i et visuelt fremragende univers, hvor man aldrig helt ved hvor vinden blæser. Der er ikke meget solskin og Zack Snyders Watchmen, men en dyster stemning der lægger sig som et tungt tæppe over hele handlingen.

Vel og mærke en handling man for alvor skal holde tungen lige i munden for at følge med i. Og det er måske filmens største svaghed, for handlingen er kompleks og selvom filmen har mere end to og en halv time til at forklare sig vil der hele tiden være nogle ender der ikke er løst og nogle spørgsmål der skiller sig ud. Hvis man har læst tegneserierne er jeg dog sikkert på man er meget klogere på dette.

 

Smid en kommentar