Warner Bros. har fundet instruktør til ‘Dungeons and Dragons’ reboot

Efter at have vundet filmatiserings-rettighederne til Dungeons and Dragons, har Warner Bros. nu fundet en instruktør til det kommende projekt.

Valget er faldet på den amerikanske instruktør, Rob Letterman, som startede sin karriere indenfor animationsfilm og siden har bevæget sig over i spillefilmskategorien. Senest har Letterman instrueret den familievenlige R.L. Stine film Goosebumps (2015). Han står også bag film som Monsters vs. Aliens (2009) og Shark Tale (2004).

Det nye projekt markerer anden gang at Dungeons and Dragons er blevet forhandlet i Hollywood. I 2000 udkom en mindre succesfuld filmatisering, men med de mange reboots vi ser for tiden, er det måske ikke overraskende at filmbranchen endnu engang tør at satse på en genindspilning med nye talenter ombord.

David Leslie Johnson (The Conjuring 2) har skrevet manuskript til filmen og blandt producerne findes Hasbros Brian Goldner  og Stephen Davis, samt Courtney Solomon og Allan Zeman fra Sweetpea Entertainment. Solomon og Zeman var begge producere på den tidligere Dungeons and Dragons filmatisering.

Filmen har ligget i støbeskeen i noget tid nu, efter at være blevet forsinket af en retssag mellem Hasbro og Sweetpea Entertainment over rettighederne til projektet. Retssagen blev afgjort i August 2015, og nu ser det endelig ud til at produktionen bevæger sig fremad.

Nedenfor kan du se traileren til Dungeons and Dragons (2000) som både indeholder en kappeklædt Jeremy Irons, to af 00’ernes hotteste stjerner: Thora Birch og Marlon Wayans, samt en masse mindre heldigt animerede drager. Vi glæder os til at se hvordan Hasbro og Sweetpea mon vil toppe sådan en filmperle.

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar