Wallis & Edward – skuffende Madonna

Det er ikke første gang, at den kontroversielle og romantiske affære mellem kong Edward VIII (James D’Arcy) og den amerikanske og den fraskilte Wallis Simpson (Andrea Risenborough) har dannet grundlag for en film, og det er nok heller ikke sidste gang. Edward valgte at abdicere for at kunne være sammen med sin elskede Wallis, der med sin helt almindelige baggrund ikke matchede kongehuset forventninger til at skulle være dronning.

Udover at fortælle den velkendte romantiske historie og Edward VIII om Mrs. Simpson, så følger man parallelt, og næsten synkront, en moderne romance mellem en gift kvinde Wally, opkaldt efter Wallis, og en russisk sikkerhedsvagt på auktionshuset Sotheby’s i New York. Wally (Abbie Cornish) og den russiske sikkerhedsvagt møder hinanden i en udstilling af hendes navnesøster Wallis Simpsons ejendele på Sotheby’s. Wally besøger udstillingen hver dag og drømmer sig løbende dybt ind i Wallis’ liv og kærlighedsaffære, måske fordi hendes eget ægteskab, derhjemme, ikke er lutter fryd og gammen.

W.E. er en rodet affære på trods af, at den i udgangspunktet forsøger at fortælle to parallelle og relativt simple kærlighedshistorier, som på tværs af tid og sted smelter sammen i et værre hopperi frem og tilbage i tiden – mellem den ene historie og den anden. Og for at gøre skidt værre, så lader Madonna og co. de to Wallyer interagere med hinanden på tværs af tid i både tanke og handling, hvilket er en meget stor kamel at skulle sluge for bare på mindste vis at kunne leve sig ind i deres angiveligt voldsomme, stærke og kærlige følelser.

W.E. er ikke særlig vellykket, den er flot, men historien fungerer ikke ordentligt, og man kan ikke leve sig ind i personernes følelser. Den ligner måske en kærestefilm, men lad vær med at tage kæresten med i biografen til W.E., med mindre I er i søvnunderskud og har behov for to timers kedsomhed at falde i søvn til.

 

 

Smid en kommentar