A Walk Among The Tombstones – blu-ray anmeldelse

Han har blandt andet skrevet manuskriptet til så forskellige film som Get Shorty, Minority Report, Marley & Me  og senest The Wolverine. Nu har han så lavet A Walk Among the Tombstones/Begravet I Fortiden, hvor han både har skrevet og instrueret filmen, hvor Liam Neeson gør det han gør bedst.

Neeson spiller Matthew Scudder en tidligere lettere alkoholiseret betjent, som efter en episode der involverede et par sjusser og et par dødsfald har trukket sig tilbage, og nu tjener til dagen og vejen som uautoriseret privatdetektiv. At han er uautoriseret betyder blandt andet, at han opererer en smule i gråzonen for, hvad loven egentlig tillader.

Kenny Kristo rækker ud efter Scudder for at få hjælp. Hans kone er blevet bortført og dræbt, og Kristo er opsat på at fange de skyldige. Der er dog den hage, at Kristo er stenrig narkohandler, hvilket ikke falder inden for Scudders moralske kodeks. Modvilligt ender han dog alligevel med at hjælpe ham, da en ny kvinde forsvinder og en lignende løsesum bliver krævet. Det er en kamp mod tiden, og mod et par ubarmhjertige bortførere. Undervejs møder han både modstand og hjælp – ganske klassisk og ganske effektivt.

A Walk Among the Tombstones er baseret på Lawrence Blocks bestseller af samme navn, og det er heller ikke svært at se, hvorfor den har fungeret rigtig godt som bog. Den er velskrevet og medrivende med helte der balancerer mellem det gode og det onde, biroller der er både gode og mere flydende og så skurke, der er gennemsyret af ondskab.

Det er ikke en film, der sætter nye standarder, og den opfinder ikke nogen nye tallerkener, men når det hele er veludført og Liam Neeson er i topform, kan mindre bestemt også gøre det. Det er Liam Neesons bedste rolle i flere år, og endelig en hvor der er lidt mere og arbejde med, end der har været i flere af hans senere film. Man kan dog godt klandre filmen for at være lidt for lige ud af landevejen, ligesom narkohandlerne måske ikke helt fortjener den rolle de får som mere eller mindre et par gode fyre, men sådan er der så meget.

For hvad det er, er A Walk Among The Tombstone er ganske glimrende lille film, som aldrig helt fik det PR arbejde, som den havde fortjent, men nu er det heldigvis muligt at se den i hjemmebiografen, og det skal der lyde en anbefaling til at gøre herfra.

4stars

Smid en kommentar