Viceværten – Magisk fisse rejser store moralske spørgsmål

 

Viceværten er instruktør Katrine Wiedemanns anden film (første film var Fruen på Hamre fra 2000) og er skrevet af forfatter Kim Fupz Aakeson (Den Eneste ene, Store Planer). Her bliver vi præsenteret for Per (Lars Mikkelsen), en midaldrende, bitter vicevært i et koldt og gråt boligkvarter. Han spenderer sin tid med at fikse lidt hist og her, og ellers drikke bajer med sine to venner, Viborg og Gregers (spillet af Nikolaj Kopernikus og Tommy Kenter). Pers kone er skredet, hans søn er junkie og netop løsladt fra fængslet, og desuden er der vrøvl med ryg og nakke.

En dag, netop som han er ved at gøre en tom lejlighed klar, opdager han en ung pige i lejligheden. Der ligger hun, svøbt i en gennemsigtig dug, og smiler til Per. Hun reagerer tilsyneladende ikke på, hvad han siger til hende – hvilket går fra råb om hvor hurtigt pigebarnet skal se at komme ud derfra, til at Per på engelsk forklarer at da hun ingen penge har, må hun jo ”pay rent” på anden vis. Herefter følger en scene, der mest af alt virker som voldtægt, bortset fra den detalje at pigen stadig er et stort smil.

Viborg har det også skidt. Hans kone er gået fra ham – og så for en parkeringsvagt! – og hans knæ skal opereres, da det er fuldstændig brugt op. Da han i en brandert bryder grædende sammen, præsenterer Per ham for pigen, så han også kan få en smagsprøve på det der ”pay rent”. Viborgs knæ bliver efterfølgende på mystisk vis raskt, og han drager den konklusion, at man bliver helbredt ved at have sex med pigen. Og ganske rigtigt er Pers nakke og ryg nu også helbredt. Viborg er af den holdning, af et sådant mirakel ikke kan holdes hemmeligt – der er jo så mange andre lidende mennesker i boligblokken – og så ruller lavinen.

Lars Mikkelsen gør det fantastisk overbevisende som grum, alkoholiseret vicevært. Han minder mig mest af alt om en af de ubehagelige drankere, man helst ikke vil møde (men ofte gør) på gaderne i København. Man er konstant i tvivl om Pers motiver: På den ene side gør han noget godt for menneskene omkring ham, men højest sandsynligt er det fordi at han i sidste ende ved, det vil komme ham til gode. Efterhånden som fortællingen skrider frem, begynder Per at få varme følelser for pigen, hvilket gør, at han nu begynder at forsøge at beskytte hende – men måske er det i virkeligheden for at holde hende for ham selv. Lidt efter lidt åbner han mere op, og rækker ud til sin søn for at skabe et forhold med ham – eller måske vil han bare gerne sørge for at holde sig på sønnens gode side, så han ikke sladrer til sin mor. Per får konstant at vide, at han er et godt menneske, men som seer ved vi godt at dette ikke er tilfældet – han er blot et menneske.

Miraklet spilles af klatretøsen Julie Zangenberg, der ikke overraskende giver den utrolig godt som stum, konstant smilende retarderet, der hverken kan gå eller spise selv. I starten af filmen virker hun som offer, men man finder hurtigt ud af, at hun er meget villig til at have sex med enhver, der opsøger det – hun er den magiske lampe og villig til at lade enhver gnide på sig. På den måde stiller Viceværten sine karakterer, såvel som publikum, overfor et dilemma: Kan man have sex men en retarderet, som ikke rigtig ved hvad hun gør? Hvad hvis hun tilsyneladende er villig? Og hvis du har mulighed for at redde andre menneskers liv, men det til gengæld betyder at du skal lade dem have sex med din pige, ville du så gøre det?

Det er en yderst tankevækkende film, der stiller flere spørgsmål end den giver svar, men på den særdeles gode måde. Seeren sidder tilbage med tanker om, hvad man selv ville have gjort i en sådan situation. Jeg som seer, er i stadig tvivl om, hvorvidt pigen er en gave til beboerne, eller en prøve de alle har dumpet. Det er for mig fedt med en film, der ikke tilbyder publikum alle svarerne og ikke bare beder om, at du skal læne dig tilbage og nyde forestillingen – det er bestemt ikke nogen ”feel-good movie”. Der er dog ikke her tale om nogen særligt nyskabende fortælling eller den store visuelle oplevelse, til trods for en helstøbt hovedkarakter. Pointene går her til overbevisende skuespil (tak til Mikkelsen) og velskrevet manuskript (tak til Fupz).

 

 

Smid en kommentar