VICE blu-ray anmeldelse

Efter et par halvsløje og et par virkelig elendige film, har Bruce Willis sagt ja til at medvirke i Vice, og det mest nærliggende er nok at spørge: hvorfor gør du dog sådan noget Bruce?

Die Hard skuespilleren er god for flere hundrede millioner kroner, så hvordan i himlens navn han kan finde på at sige ja til en film som Vice, er et stort mysterie. Vice er nemlig ikke bare en af hans dårligste film, den er en af årets dårligste. Det er ikke svært at forstå, hvorfor den er udkommet direkte på dvd og blu-ray. Det kan dog godt være lidt svært at forstå, hvordan den har forladt tegnebrættet og fundet finansiering.

Vice foregår i fremtiden hvor Julian Michaels(Bruce Willis) har udviklet og ejer den ultimative forlystelse, VICE, hvor alt mere eller mindre er tilladt og hvor kunderne mod betaling har mulighed for at udleve deres vildeste fantasier. Beboerne i VICE er nemlig kunstige mennesker, der ser ud som og opfører sig som menneske, men det er de ikke. De ved det bare ikke selv. Det går dog galt, da en af dem begynder at blive bevidst om hendes tilstand og slipper ud fra området.

Hun bliver nu jaget vildt at lejesoldater fra VICE og en politimand (Thomas Jane), der aldrig har set det hele store lys i forlystelsen, der da også mildest talt er på grænsen af hvad der er etisk forsvarligt. Han er stærkt besluttet på at få lukket VICE ned, så sagen passer ham ganske glimrende.

I hænderne på dygtigere folk kunne Vice måske godt have fungeret, men med Brian A. Miller i instruktørstolen og et par elendige forfattere, der alle tre stod bag den lige så elendige The Prince (der også havde Willis i en birolle), er resultatet mildest talt ikke specielt seværdigt. Det er i bedste fald en film, der bør ses i blæsende regnvejr, i værste fald er det en film man ikke bør se.

 2stars

Tags:

Smid en kommentar