Transformers 3: Dark of the Moon

På mange punkter minder filmen ufattelig meget om de første to. Der er autobotter, der er deceptacons og midt i deres krig er der alle os mennesker. Så det hele er stadig ganske familiært.

Det store månekapløb
Denne gang har Michael Bay og forfatteren Ehren Kruger dog også formået at presse en knapt så plausibel historie ned over handlingen. Filmen starter ud i 1961, hvor et fartøj fra Cybertron styrter ned på den mørke side af månen. Dette starter det famøse månekapløb mellem USA og Rusland. Begge nationer er klar over, at noget er styrtet ned, og begge vil op og undersøge det. Kapløbet som USA som bekendt vandt, blev også menneskets første møde med de kære robotter.

Det lyder måske en anelse langt ude, men i Michael Bays univers af usandsynligheder, platheder og kæmperobotter er der velsagtens heller ikke noget, der ikke er langt ude. Netop derfor går historien også meget fint i tråd med filmen.

Tilbage til nutiden, hvor vi naturligvis igen møder Sam (Shia LaBeouf). På trods af at have reddet jorden to gange, fået en medalje fra Obama og en fin College uddannelse, kæmper Sam med at finde et job. Han bor nu sammen med sin nye lækre kæreste Carly (spillet af modellen Rosie Huntington-Whiteley)

Det kører ikke for Sam, han kan ikke finde et arbejde, og han bryder sig bestemt ikke om kærestens chef, den flotte milliardær Dylan(Patrick Dempsey). Derfor kommer det næsten som en lettelse for ham, da han finder ud af at de onde deceptacons igen lurer, og han er den eneste der kan redde jorden.

For de onde magter er tilbage, stærkere end nogensinde, og denne gang har de spioner overalt, der hjælper dem med deres onde planer. Og igen er menneskerne fanget i midten, og bliver denne gang endnu mere midtpunkt end tidligere, hvilket betyder problemer med autobotterne og hæren, som de ellers arbejdede så fint sammen med. Den eneste der aldrig holder op med at tro på Optimus Prime, Bumblebee og de andre er naturligvis Sam.

Mere alvorlig – og så alligevel ikke
Handlingen i Dark of the Moon er en smule mere alvorlig end de foregående film. Det anspændte forhold mellem menneskerne og autobotterne bliver virkelig sat på en prøve. Samtidig spiller de menneskelige relationer en større rolle, og langt hen ad vejen kunne filmen måske have haft en morale og måske endda have været vedkommende.

Det bliver dog aldrig tilfældet, da den drukner i banaliteter og frygtelige platheder. De utallige dumme kommentarer gør desværre ikke noget godt for filmen. For selvom de et stykke af vejen er sjove, så står de efterhånden i kø som filmens 152 minutter folder sig ud. Den ene dumme kommentar afløser den anden, og alt hvad der kunne have være blevet troværdigt forsvinder som dug fra solen.

Bombastiske Michael Bay
Michael Bays helt store force(og også svaghed) er at han gør alting fuldt ud. Der er ikke sparet op noget som helst, hverken når det kommer til pladderromancer, effekter eller hæsblæsende action. Det er langt han ad vejen utrolig underholdende og har præcis den effekt som Bay givetvis har sigtet efter.

Det helt store problem er bare, at efter to timer virker det lidt som om, at man allerede har set det hele og man føler sig egentlig meget godt mæt og har ikke behov for mere – alligevel fortsætter det en halv time mere, selvom vi godt alle sammen ved hvordan det ender.

Når det negative er sagt, så skal filmen og Michael Bay have alt den kredit de fortjener. For effektmæssigt er der vitterligt ikke en finger at sætte på resultatet. Den er eminent godt lavet, effekterne er fantastiske og det er blevet meget lettere at se, hvad pokker det er der sker. I Revenge of the Fallen var det umuligt at finde hoved og hale i hvad der var op og ned, når kampene var i gang. Det er ikke længere tilfældet, og der er scener i filmen, der kandiderer til at være blandt de bedste i genren i mange mange år.

Desuden har Michael Bay brugt 3D effekterne på den helt rigtige måde. Der er ikke nogen forceret effekter, hvor tre dimensioner presses ned over os. Effekterne virker støttende og fremhævende i flere scener, men uden at fjerne fokus.

Dark of the Moon er alt i alt meget bedre end Revenge of the Fallen, men den når stadigvæk ikke den første films originalitet og der er også meget af charmen, der forsvundet ud af filmen (ikke kun på grund af Megan Fox).

Der er ingen tvivl om, at filmen nok skal blive en af sommerens helt store tilløbsstykker i biograferne verden over. Og det fortjener den også – trods alt. Det er stort, det er hæsblæsende, det er underholdende, men desværre er det også rimelig ligegyldigt.

3

Smid en kommentar