Tomorrowland: A World Beyond – Haltende Disney Sci-Fi

Tænk, hvis de mest visionære – videnskabsnørder – kunstnere – miljøforkæmpere – fandt sammen. Forstil dig så, at der fandtes en parallelverden. En verden med hovercraft, frit hængende svømmebassiner, intergalaktiske hverdagsrejser, og hvor selv de mest umulige drømme kan virkeliggøres. Netop sådan en verden eksisterer – Walt Disney Pictures præsenter Tomorrowland – en verden, hvor alt synes muligt!

Tomorrowland: A World Beyond er post-apokalyptisk sci-fi og klistret candyfloss’isk Disney filosofi, som fungerer bedst i de visuelle sekvenser. Oscarvindende Brad Bird (The Incredibles (2004) & Ratatouille (2007) ) er en velvalgt instruktør. Hans erfaring med animerede universer er en gevinst for Tomorrowlands digitale univers, der er fyldt med svævende metroer, jet-packs og raketaffyringer fra Eiffeltårnet – ja, det i Paris. Tomorrowland har imidlertid svært ved at finde balancen mellem Disney charme og langvarige superskurke monologer. Principielt henvender filmen sig til drømmere i alle aldre, men nydes måske bedst som familiefilm – hvis altså børnene kan sidde stille i de sommetider langvarige post-apokalyptiske forklaringer.

Mødet mellem aktivistiske Casey Newton (Britt Robertsen) og mavesure Frank (George Clooney) bliver afgørende for vores planets skæbne. Casey – super elektroniknørd – bliver anholdt, da hun en uheldig aftentime ’tilfældigvis’ befinder sig ved en NASA-raketaffyringsrampe. NASA er i gang med at tage rampen ned, men Casey kæmper for at beholde den. Uden den er rumrejser ikke mulige, og Casey drømmer ikke kun om at rejse i rummet, men mener samtidig, at menneskeheden skal turde udleve visionære drømme. Da hendes far, Eddie (Tim McGraw), henter Casey på politistationen, har en ’Tomorrow’ pin sneget sig med i hendes personlige ejendele. Pinen kan transporter den rette til Tomorrowland – a la transitnøgler i Harry Potters univers – med den forskel, at pinen kun indeholder en optagelse af, hvad Tomorrowland er, som en slags promoverende, live reklame.

Casey forsøger at finde flere oplysninger og ankommer til den nostalgiske sci-fi shop, som bestyres af humanoid – dræberrobotterne (Ursula Kathryn Hahn) og Hugo (Keegan-Michael Key). Da de ser Caseys pin bliver de meget udspørgende og skydelystende. Ind springer karatekæmpende Athena (Raffey Cassidy), som redder Casey og forsøger at forklare hende om Tomorrowland. På flugt fra tandpastasmilende dræberrobotter kører de en stjålet pickup til Franks gemmested.

Frank er en superintelligent opfinder, som under New Yorks Worlds Fair i 1964 mødte Athena og Guvernør David Nix (Hugh Laurie – House M.D.). Athena er talentspejder, og hun giver Frank en ’Tomorrowland’ pin. Sammen med andre udvalgte tager Frank en tur med Disneys ’It’s a Small World’ vandrutchebane, hvor en hemmelig rampe tager ham til Tomorrowland. I flere år bor Frank i Tomorrowland, indtil han af udefinerbar grunde blev sendt i eksil i vores verden. Da Casey ankommer til Franks hus, vil han først ikke vide af hende, men overbevises langsomt om, at hun er den, han har ledt efter. Desværre har de insisterende dræberrobotter fundet vej til Frank, og de må nu flygte. Frank har heldigvis huset fuld af opfindsomme fælder, så de når at komme væk. Athena ankommer også i sidste øjeblik, og sammen tager de nu til Tomorrowland for at redde verden.

Tomorrowland er visuelt lækker. Den er filmet i det nye IMAX 2D-format, som højner den filmiske oplevelse. Sammenspillet mellem både Athena, Casey og Frank er også fyldt med ægte Disney kvaliteter, morsomme replikker og stærke personligheder. Ideen bag Tomorrowland er også interessant, men halter i sine forklaringer. Tomorrowland er grundlagt af ’Plus Ultras,’ heriblandt Thomas Edison og Jules Verne m.fl. og var en idé om at skabe en bedre verden.

Hvis Tomorrowland pilles fra hinanden, viser der sig en Marxistisk-inspireret klassemodel, hvor kun de visionær – ud af boksen – tænkende mennesker er inviteret. Det er snarere et eksklusivt selskab, som får nøglen til Tomorrowland. Denne ’de unikke individualister’ – tanke ekkoes bl.a. fra The Hunger Games (2012), 2012 (2009) eller Elysium (2013) hvor kun de ‘bedre stillet’ stortrives i et apokalyptisk scenarie. Disney peger ikke fingre af, hvordan verdens afslutning opstår, kun menneskehedens passivitet kritiseres. Global opvarmning, overforbrug og i sidste ende atombomber afgøre denne verdens skæbne. Tomorrowland spørger i stedet – hvad kan vi gøre? Spørgsmålet er principielt relevant, men kun dem, der i forvejen gør en indsats inviteres til Tomorrowland.

I Tomorrowlands post-apokalyptiske verdensscenarie reproduceres trivielle forklaringsmodeller, og særligt Hugh Lauries skurkemonolog er hørt til uendelighed. Måske menneskeheden ikke handler på den globale trussel, fordi vi er kedet til døde af gentagende ’mennesket er det onde’ salgstaler. Hugo Weaving leverede den tale til perfektion i The Matrix (1999), så nu vil jeg gerne overraskes. Tomorrowland forsøger sig med anekdoten om, hvilken ulv vi fodrer – dommedagstanken eller positiv – handletanken. Vi er, hvad vi tænker, og hvis vi fortsat fodrer os selv med foruroligende, passive ’jorden går alligevel under’ angster, så mener Tomorrowland, at dommedagen bliver en selvopfyldt profeti. Svaret er altså, at det er de utraditionelt tænkende mennesker, som kan gøre en forskel. Dette argument er samtidig Disnyes evigendelige svage punkt, da det bliver for glorificeret. At Tomorrowland: A World Beyond alligevel høster fire stjerner, er fordi filmens digitale IMAX-univers er fedt, hvilket sagtens kan nydes med den store gang popkorn.

4stars

Smid en kommentar