Titanic 3D – Når storhed bliver større

Titanic er James Cameron når han er bedst, det er storladent, visuelt betagende, grandiost og så er det ikke mindst forudsigeligt, og mange vil nok også mene, at det er en smule kvalmt, og jeg er tilbøjelig til at være enig. Men i sidste ende er dog de første tillægsord, der vejer tungest og derfor ender den endelige dom over filmen med at være i den absolut positive ende.

Filmen vandt i sin tid 11 Oscar statuetter, og indspillede langt over en milliard dollars og begejstrede en hel verden af biografgængere. Det er efterhånden godt 15 år siden, at filmen havde premiere, men at filmen får premiere netop i år og netop nu, er dog ikke på grund af den originale films premiere, men derimod for at markere tiåret for Titanic’s forlis(spoiler alert).

 

Forudsigelig – naturligvis

For ja Titanic synker, og det gør det også i 3D udgaven. Denne gang er det dog endnu flottere end i 1997 udgave. Jeg blev ikke overrasket da jeg som ung knægt så den på premieredagen, og jeg blev ikke overrasket denne gang. Men præcis som jeg første gang blev overvældet af storfilmen, så blev jeg det igen.

Jeg har ikke set filmen i sin fulde længde, siden den fredag i biografen (det var dengang, hvor film havde premiere om fredagen). Og det er ikke tilffældigt, det er nemlig ikke en film, der hører hjemme på “små” skærme. Der ligger man nemlig mærke til den forudsigelige og næsten stupide dialog. Når man ser filmen på det helt store lærred, er det lettere at læne sig tilbage og ellers lade sig betage i lidt over 3 timer, selvom det er lang tid at have de famøse 3D briller på.

 

3D – nødvendigt eller overflødigt?

Det helt store spørgsmål ved at udsende en film som denne i 3D, vil altid være hvorvidt den overhovedet gavner filmen, eller det bare er en god måde at få folk til at betale ekstra for at se filmen. Når man har in mente, at det er James Cameron, der har stået for konverteringen og givet filmen den ekstra dimension, så kan man godt blive en anelse forundret.

Der er nemlig overraskende få store 3D effekterne med i filmen. Nogen vil mene, at det er alt for lidt, og at der sagtens kunne have være skruet op for effekterne i filmen. Andre (inklusiv undertegnede) vil dog mene, at det er gjort i en passende mængde, hvor 3D effekterne er lavet for at underbygge det visuelle helhedsindtryk med dybde frem for effekter. At kalde det overflødigt vil være voldsomt, men det vil på samme tid heller ikke være helt på sin plads, at kalde det for nødvendigt.

At den er kommet i en 3D udgave er derfor mest af alt en feature end det er hovedårsagen. Hvis du tager i biografen for at se filmen, skal det derfor ikke nødvendigvis være for at se en storslået 3D film, men derimod for at se en storslået film – punktum.

 

Smid en kommentar