Thor – Legenden fra Valhalla

Vi møder en klodsede teenage-Thor. Han vil meget hellere være kriger end grovsmed. Så han beder til sin gudefar, Odin, der i øvrigt er rablende fjollet. Odin kommer ved et uheld til at smide verdens kraftigste våben, den talende hammer Mjølner, ned til sin søn. Den onde dronning, Hel kunne godt tænke sig den hammer, så sammen med en hær af fjollede jætter begiver hun sig ud for at stjæle hammeren og banke Odin. Og så er det ellers op til Thor at redde verden.

 

Langt fra Disney
Historien er meget sød og uden de store overraskelser. Vi er langt fra Disney-niveau, og filmen vil næppe efterlade et stort indtryk. Dialogen er forudsigelig, men sjov, dog med en tendens til at blive lidt for plat til tider.

Filmen har ikke så meget med nordisk mytologi at gøre ud over navnene. Karaktererne er meget frit fortolket, og hændelserne er også grebet mere ud af fantasien end fra de oprindelige historier. Så hvis du regner med, at dine børn skal ind og lære noget om de gamle guder, så bliver du skuffet.

Det islandsk/tysk/irske samarbejde er mundet ud i en ganske sjov familiefilm, der dog ikke har meget med nordisk mytologi at gøre. Der er masser af gak at grine af. Måske lidt for meget gak. Desværre glemmer filmen at være sej, og det er en stor svaghed.

For at fjollede film skal fungere, skal det afvejes af noget sejt. Hvis der ikke er noget sejt, så bliver det hele bare lidt for dumt og pjattet. I Thor – Legenden fra Valhalla er alle figurerne dumme og pjattet. Der er ikke noget modvægt, så det sjove bliver ligegyldigt. Og det er en skam. For filmen har egentlig potentiale til noget ret godt.

 

 

Smid en kommentar