The Weight of Elephants – Stærk, barsk og poetisk

The Weight of Elephants var nomineret i kategorien New Talent til CPH PIX, da det er Borgmans debut som spillefilmsinstruktør, og det er en af de stærkeste debuter i lang tid. Der er nemlig tale om en uhyre stærk og nærmest poetisk film, der virkelig formår at fange en stemning og en troværdighed omkring oversete børn, der har svært ved at finde deres plads i verden.

Den kraftfulde film bliver i den grad styrket af en eminent præstation af debutanten Demos Murphy. Det er ikke mange New Zealandske skuespillere, der får de helt store internationale gennembrud, og det er da også meget muligt, at det er sidste gang vi ser ham på det store lærred herhjemme, men ikke desto mindre leverer han en forbilledlig præstation, ikke mindst hans alder taget i betragtning.

Set med børneøjne

Det er essentielt for filmen, at Murphy spiller så godt som det er tilfældet, mere eller mindre hele filmen er nemlig fortalt gennem hans øjne. Det er en stærk beretning om en 11-årig dreng Adrian i en lille by, hvis forældre har forladt ham, der bor sammen med sin bedstemor og psykisk ustabile onkel. I skolen står klassekammeraterne ikke lige frem i kø for at blive hans bedste ven, og da hans bedste ven begynder at hænge ud med “de seje”, bliver Adrian for alvor alene i verden. Det begynder samtidig at sætte gang i hans fantasi, godt hjulpet i gang af nyhedernes historie om tre forsvundne piger i området, og de nye naboer der tæller den jævnaldrende Nicole, hendes lillesøster og deres døende mor.  Adrian udvikler en bånd med Nicole, der lige som ham selv også bokser med at føle sig forladt og alene – selvom hun har sin søster.

Filmen fortæller en historie om ensomhed, desperation, afmagt, svigt, fortvivlelse, mobning og mange andre nedtrykkende ting, og det er da bestemt heller ikke nogen hyggelig feel-good film. Men den er ikke tynget ned af ulyksalighed fra start til slut. Filmen har også momenter af solstrejf og selvom det virker hårdt, er der også håb forude for Adrian. Der er nok nogen der vil mene, at filmen ikke er uden klichéer, især ikke når det kommer til mobningen, men det gør den bestemt ikke mindre vedkommende, og kvaliteten overstiger uden problemer dette.

Det er som sagt Borgmans første spillefilm, men med det niveau han har lagt for dagen, er der ingen tvivl om at det ikke bliver hans sidste, og han er allerede (ikke uden grund) blevet sammenlignet en del med Kean Loach og hans socialrealistiske tilgang til filmens verden – enkelt og effektivt.

5stars

Smid en kommentar