The Walking Dead sæson 2 – de døde vandrer stadig

 

Den første sæson bestod blot af 6 afsnit, og formåede derfor fint at fastholde seerne i et godt greb. Det store spørgsmål der rejser sig i forbindelse med sæson 2, er hvorvidt denne stemning kan fastholdes i de 13 afsnit som serien forløber sig over. Det korte svar er desværre nej.

 

Nye zombier – samme blod

Rick, Shane, Daryl, Dale, Glenn og alle de andre er igen jaget på flugt efter den eksplosive afslutning i sæson et. Efter endnu et angreb fra vandrene forsvinder Carols datter Sophia, og Rick løber efter hende. Mens han dræber de to vandrere forsvinder Sophia, og hun er ingen steder at finde, selvom alle sejl bliver sat ind for at finde hende.

Mens de leder efter hende, sker der en frygtelig ulykke og Rick og Loris søn Carl bliver skudt af en fremmed. De søger hjælp i en nærliggende gård, hvor skytten kom fra, og disse tre ting bliver så omdrejningspunkt for hele sæsonen. Søgningen efter Sophia, Carls overlevelse og gården hvor de søger tilflugt, men hvor de ikke er interesseret i at have fremmede mennesker.

Det bliver naturligvis krydret med masser af interne intriger, ikke mindst forholdet mellem Shane og resten af gruppen. Der er rigeligt med problematikker og overvejelser om, hvorvidt livet egentlig er værd at leve i en håbløs verden. Det hele tilsat vandrere i hobetal, og måderne af slå dem ihjel bliver da også mere og mere opfindsomme, som sæsonen skrider frem.

 

Når det virker – virker det i dén grad

Lad det være sagt med det samme. Når det virker i serien, så er det virkelig godt og det er perfekt underholdning. De morbide nedslagtninger af vandrere og den kulsorte humor der til tider udspiller sig, er fantastisk. Desværre føles det meget som en sæson, der ligesom den første egentlig godt kunne have været fortalt på samme tid (6 afsnit). Det er ikke voldsomt gavnende, at den er trukket ud over dobbelt så mange afsnit, det giver lidt en fornemmelse af lidt for mange “transportafsnit”, hvor det bare handler om at komme videre.

Frank Darabont der skabte serien, valgte at stoppe (efter producenternes ønske), efter blot at have skrevet det første afsnit, og det lægger man mærke til. I hvert virker det første afsnit mere i tråd med den første sæson end resten. Darabont havde uoverensstemmelser med AMC om hvilken retning serien skulle tage, og set i bakspejlet skulle de nok have føjet Darabont, det var der nok blevet en bedre sæson ud af. “Problemet” er dog, at sæsonen blev et gigantisk hit og slog flere rekorder for AMC, hvilket jo ikke giver den store grund til at ændre for meget, til den tredje sæson, der begynder i næste måned i USA.

Alt i alt er The Walking Dead, langt fra på højde med første sæson. MEN, det ændrer dog ikke ved at stadig er et frisk pust med masser af gode intentioner, og der håb for tredje sæson, da afskeden mere flere af de større roller åbner for nye muligheder i næste sæson. Så selvom kvaliteten har været dalende er potentialet der stadig, og det samme er kvaliteten – i store dele i hvert fald.

 

Tandløst ekstramateriale

Noget af det der gør det sjovt, at anskaffe sig tv-serier på dvd eller blu-ray, er muligheden for at gå lidt bagom serien og dykke ned i ekstramaterialet. Og selvom der da er et par timers info med The Walking Dead, så er det ikke prangende hvad de har fundet på. Lidt dokumentarer om make-up og special effects og ellers en masse mennesker omkring serien, der siger pæne ting om hinanden.

Når alt det lidt negative er sagt, så er det stadig en glimrende serie, den er bare ikke hvor forgængeren var. Men mine forventninger til sæson 3 er stadig tårnhøje.

 

Køb The Walking Dead sæson 2 her

Smid en kommentar