The Town – Ben´s beskidte Boston

Doug MacRay(Affleck) er lederen af en firemands gruppe bestående af ham selv, James(Jeremy Renner), Desmond(Owen Burke) og Albert(La Coka Nostra rapperen Slaine). De røver banker i Boston, og er gode til det. Så gode, at FBI er kommet på sagen anført af agenten Adam (Jon Hamm). De er dog hele tiden lige et skridt forna ham, og selv da han finder ud af hvem de er, kan han intet bevise.

Under et røveri går det ikke helt som planlagt og de tager bankmanageren Claire(Rebecca Hall) med som gidsel. De løslader hende, lige så snart de er kommet uden for rækkevidde. For at være sikker på hun ikke ved noget skygger Doug hende, det var dog ikke med i planerne at han skulle falde for hende. Alt i mens nettet strammes omkring gruppen, presser den fandenivoldske James på for hele tiden at lave større kup, selvom Doug hellere vil trække sig tilbage.

Brilliant cast
Historien i filmen er velskrevet, omend nogen måske vil kalde den en smule banal. Udover at det hele er meget vel-instrueret er det især præstationerne fra de medvirkende, der trækker filmen fra standart til sublim. Jeremy Renner kom på alles læber da han spillede hovedrollen i Kathryn Bigelow´s The Hurt Locker. Præstationen gav ham en Oscar-nominering, og i The Town beviser han, at det ikke var nogen tilfældighed. Han er fremragende i rollen som den psykotiske James, der har været i 9 år i fængsel for at skyde en lokal bølle i ryggen.

Den Golden Globe vindende Mad Men stjerne Jon Hamm er yderst troværdig som FBI agenten, mens Rebecca Hall og Gossip Girl stjernen Blake Lively også leverer stærke præstationer i de kvindelige biroller. Ja, selv rapperen Slaine er faktisk ganske god, omend hans rolle er knapt så betydningsfuld.

The Town er i den grad Ben Afflecks film, han har selv skrevet manuskriptet, instrueret den og spiller sågar også selv hovedrollen i filmen. I stort set alle filmens aspekter fungerer det upåklageligt, dog kan man ikke lade være med at tænke på om en anden måske kunne have været bedre i rollen som Doug MacRay. Det skal dog ikke tage noget fra helhedsindtrykket, som er ganske glimrende.

Endnu en kupfilm?
Filmen er måske ikke i klasse med Michael Mann´s fantastiske Heat, når det kommer til den rendyrkede kupfilm med politi og røvere. Personskildringerne er bedre og mere uddybet i Manns lille mesterværk. Den kan dog godt konkurrere med Scorseses The Departed, der også har base i Boston og tegner et glimrende billede af byen og desperationen for at slippe væk fra den sociale status, man nu en gang befinder sig i.

Det er svært at argumentere mod at filmen blot er endnu en kupfilm. Der er ikke meget nyskabende i filmen, men det hele bliver leveret på den bedste tænkelige måde, hvilket resultatet i sidste ende også er et bevis på. At man har set meget af handlingen før, er på ingen måde det samme, som at den bliver en kliché.

Ben Affleck har medvirket i sin del af mildest talt tvivlsomme film og har gang på gang skuffet foran kameraet. Når han sidder i instruktørstolen er det dog med en helt anden autoritet. I hvert fald har begge hans film som instruktør været ganske overbevisende. Først den voldsomt oversete Gone Baby Gone fra 2007, hvor lillebror Casey var i hovedrollen og nu The Town hvor han selv tager teten.

Det er ikke svært at se Affleck i en nær fremtid stå med en gylden statue i hånden, det bliver måske nok ikke næste år. Men efter The Town skal han nok ikke lede længe efter arbejde.

Smid en kommentar