‘The Road’ – en dyster historie om dommedag

 

Det værste er allerede sket
Viggo Mortensen fortæller med sin sorgfyldte, hæse stemme. Han beretter om, at der ikke er flere levende dyr tilbage. Træerne står som truende skygger uden blade, uden liv. De få desperate mennesker, der er tilbage, skjuler sig i de mørke nætter, der varsler død. Luften er fyldt med støv og røg fra brændende skove, og vandet er ikke længere blåt, men kulsort.
Han fortæller med angst i stemmen, at det værste allerede er sket. Den sidste grænse er overskredet, kannibalisme, og Mortensen kæmper for at bevare den sidste rest af menneskelighed. Det er i hans øjne den eneste grænse, der er tilbage i den tomme, ørkenlignende verden, han rejser gennem med sin søn – der spilles rørende godt af 13-årige Kodi Smit-McPhee.
Mistroen ligger dybt i personerne. Det er uundgåelig i en fjendtlig verden, et overlevelsesinstinkt, en besættelse. Vores fortæller er skræmt ved tanken om, hvad frygt kan gøre ved et menneske. Han kan ikke stole på andre – for han ved, hvad han selv er i stand til at gøre for at overleve.

“Er vi stadig de gode?”
Den navneløse far har dedikeret sit liv til at forberede sin søn, til den dag han er alene. En unægtelig sandhed i ‘den nye verden’ er, at døden ligger på lur, gemmer sig bag hvert et hjørne, i alle skygger og i enhver ukendt lyd. Frygten flyder i blodet på sønnen, der er født efter, at en aldrig omtalt dommedagshændelse fandt sted. Hvert øjeblik kan ende ud i en uløselig situation, der kræver en nødløsning. Når alt håb er ude, venter døden som den eneste løsning; selvmord.
Den desperate mor, der spilles overraskende godt af Charlize Theron, hvæser af sin stædige mand, der nægter at opgive den naive drøm om håb. I modsætning til naboerne, vil han nemlig ikke begå kollektivt selvmord.
Senere må han erkende, at det kan blive en nødvendighed, hvis der ikke er andre udveje. Det bliver sønnen også nødt til at forstå, og således ser vi nogle grusomme scener, hvor faren instruerer sin søn i at begå selvmord. De scener er så grusomme og barske. Personligt blev jeg dybt rørt af scenerne, hvor faren diskuterer død og selvmord med sin søn. Det er enormt modigt at tage så meget hånd om de emner, der bearbejdes fra flere grufulde og nervepirrende vinkler gennem filmen.

Forholdet mellem far og søn er helt essentielt for filmen. Det er det forhold, der bærer filmen. Hele spørgsmålet om dommedag er på ingen måde aktuelt for denne film. Vi får ikke svar på spørgsmålene om, hvad ‘den store trussel’ er, hvorfor eller hvornår. Det, vi skal følge i denne film, er en far, der kæmper for sin søn, der kæmper for at lære sin søn at klare sig selv.
Den iskolde, farlige verden sætter flere gange dette forhold på spil. Far og søn deler ikke livssyn, det ses både indirekte og helt konkret i dialog og handling. Udviklingen mellem den aldrende, døende mand og den unge, godtroende dreng er hjerteskærende, håbefuld og intens. Hele følelsesregisteret kommer i brug.
En scene, der gjorde enormt indtryk på mig, var i starten, hvor sønnen spørger sin far, om de stadig er ‘de gode’. Faren bekræfter hurtigt sønnen, at det vil de altid være – de bærer flammen i hjertet!
Det er intet under, at den godhjertede søn kan blive i tvivl, når moral og medmenneskelighed bliver sat på de mest udfordrende prøver.

Mortensen slår gnister i et smukt landskab
Viggo Mortensen er en dygtig skuespiller, men han har aldrig virkelig været inde at røre noget i mig. Han spiller sine roller fyldestgørende, ofte formår han at være både charmerende og uhyggeligt truende. Jeg har sommetider savnet mere følelse bag det uigennemtrængelige ydre. Det ønske får jeg i allerhøjeste grad opfyldt i ‘The Road’.
Mortensen har den sjældne evne, at han i sit spil kan være charmerende og sympatisk, men samtidig have en skjult – og ofte noget grum – side lige under overfladen. Det er en enorm styrke, der kan krydre en film med spænding og intensitet. I ‘The Road’ formår han at spille rollen til perfektion, og på intet tidspunkt fremstår han entydig. Tværtimod! Faren er en kompleks størrelse, der forstår at overraske og chokere gennem filmen. Det område, hvor Mortensen for alvor formår at bringe sin figur til live, er netop med følelserne. Flere gange i løbet af filmen bevæger kameraet sig helt ind til ham, så vi tydeligt kan se det muskelløse ansigt, de skrækslagne, blodsprængte øjne, den skælvende mund og det håbløse blik.
Det naive håb om, at der er hjælp at finde, smuldrer langsomt i takt med, at medmenneskelighed bliver et tomt, indholdsløst begreb. Mortensen skildrer denne uhyggelige udvikling helt fænomenalt.
Viggo Mortensen præsenterer et rørende portræt, der uden tvivl er en af de bedste fra hans side. Han er frygtindgydende i scenerne, hvor han står over for moralske dilemmaer. Han er sympatisk og kærlig i scenerne sammen med sin søn. Han er fyldt med sorg og længsel i scenerne, hvor han mindes sin kone.

Det er næsten ironisk, at filmen har så mange smukke og skønne billeder. Ofte svæver kameraet over det øde, askefyldte landskab, så vi ser hele den ødelagte verden. Fremtiden ser skæmmende ud, men hvor er den dog bare flot filmet!
Aske falder ned fra den mørke himmel, støv hvirvler rundt mellem menneskene, og det virker som om, alle farver i verden er drænet. Den rejse, faren har begivet sig på med sin søn, forekommer mere og mere håbløs, når det gentagende gange understreges, at verden er tom. Jorden er fattig og gold, alle afgrøder er døde, husene forladte og tomme. Vi bevæger os gennem landskabet med lange indstillinger, hvor kameraet fanger den virkelighed, faren og sønnen møder.
Billedskønheden er helt i top! – mens landskabet næsten er blottet for skønhed.

En faretruende vision
Filmen er langsom, og dette er flere gange filmens styrke, men det går ind i mellem galt.
Enkelte gange taber filmen pusten, når der bliver beskrevet eller fortalt noget, der allerede har været med en gang. I disse scener, der heldigvis ikke er mange af, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er enormt ærgerligt. Tempoet er i hele filmen rigtig langsomt, men det går helt i stå, når elementer fra fx forholdet mellem far og søn bliver genfortalt. Filmen måtte for min skyld gerne skære netop det element helt ud; det at genfortælle eller minde publikum om et allerede beskrevet forhold.

Jeg føler mig godt underholdt af filmen ‘The Road’. Det er en skuespillermæssigt toppræstation fra Viggo Mortensen, der formår at få det bedste ud af sin unge medskuespiller. Billederne er så smukke og flotte, at jeg bliver rørt gennem hele filmen af ‘den nye verden’. Spændingen er velbevaret gennem filmen, hvor der ind i mellem er stærke, rørende højdepunkter. Filmen maler et intenst billede om at bevare håbet i en verden, der ikke har noget at håbe på.

Smid en kommentar