The Possession – Excorsisten, nu med jøder

 

Siden Excorsisten udkom i 1973, har diverse film forsøgt sig med lignende historier, ofte ‘baseret på virkelige hændelser’. The Possession er en af de bedre blandt excorsisme-filmene. Instrueret af danske Ole Bornedal (Nattevagten, Vikaren) og co-produceret af horrormesteren Sam Raimi (Evil Dead, Drag Me to Hell). Filmen er efter sigende baseret på en sand historie om et hjemsøgt dybbuk skrin, en tæt-lukket genstand hvor man fanger onde ånder, så de ikke kan besætte de levende. Da det alligevel lykkes Em at åbne kisten, begynder hun at opføre sig mærkeligt, på en måde der overgår almindelig pubertet, hvilket forældrene ellers formoder er årsagen til at starte med. Snart står det klart at der er noget overnaturligt på spil, og en jødisk præst hentes ind for at udføre en excorsisme.

 

Ikke flere skræmmende børn, tak!

Der florerer en del lavbudget-horrorfilm med store navne for tiden, blandt andet Insidious og Sinister. Genren er ved at gøre et comeback med diverse kvalitetsbevidste svar på efterspørgslen af andet end bare splattede B-film. Dog hænger nogle moderne klichéer stædigt fast i mange af dem; de skræmmende dæmonbesatte børn, de skilte forældre og den udefrakommende hjælp i form af enten en præst eller en spåkone. Jeg synes personligt at de skræmmende børn er holdt op med at være skræmmende efterhånden. Frem for at gyse, begynder man at sukke når endnu en lille pige med langt mørkt hår, kryber frem fra mørket i sin hvide natkjole. Både The Ring og Excorsisten var uhyggelige, lad os nu komme videre.

Calis er velvalgt

Natasha Calis er til gengæld velvalgt til rollen som Em, den lille mørkhårede pige i hvid natkjole, som for en gangs skyld ikke spilles af Jodelle Ferland, horrorgenrens egen Shirley Temple. Calis fremstår skræmmende, ofte gennem eminent skuespil frem for visuelle effekter, og det tilføjer en god (læs: ubehagelig) stemning til filmen.

 

Langt mellem uhyggen

Der er dog desværre en smule langt mellem de uhyggelige øjeblikke. Meget af tiden bruges på at lære karaktererne bedre at kende, og bevares, det manglede da bare, med den parade af tomme gyser-karakterer og stereotyper man ofte får smidt i ansigtet når man besøger horrorgenren. Men det går lidt ud over de vigtige, uhyggelige momenter, som i sig selv leverer en ret skuffende omgang gys. Historien følger også slavisk Excorsisten, dog uden de chokerende overraskelser, fede replikker og brækscener.

Til gengæld vinkler The Possession sin historie med et jødisk twist, for det viser sig at der er en hebraisk skrift på det hjemsøgte skrin, og så må der tilkaldes en jødisk præst. Fremfor en kristen eller katolsk. Nyskabelse skal man nok lede lidt længere efter. Dog skal det nævnes at åbningsscenen er slående, og giver et stærkt indtryk. Derfra handler det om at sænke sine forventninger til et minimum, for resten af filmen kommer desværre ikke op på samme niveau. Det er en udemærket gyserfilm, men med et Bornedal-Raimi samarbejde havde jeg forventet meget mere end jeg fik. Det var lidt som at gå på fin restaurant og få serveret en cheeseburger fra McDonalds; ret skuffende.

 

 

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar