The Odd Couple – sæson 1 anmeldelse

I var 1970 der premiere på The Odd Couple, hvor Tony Randall og Jack Klugman i over 100 afsnit fordelt på fem sæsoner, spillede de to fraskilte mænd Oscar og Felix, der bor sammen efter deres forliste ægteskab med deres respektive koner.

Her godt 45 år senere er der så kommet et reboot/remake af serien, hvor hovedrollerene bliver spillet af Matthew Perry og Thomas Lennon som det umage par, der skal dele lejlighed og leve med hinandens særheder. Originalen fik som skrevet 5 sæsoner og vandt både Golden Globe og Emmy priser. Lad det være sagt med det samme, at det ville undre undertegnede meget, hvis der falder nogen større priser af til serien,  ligesom det er svært at se, at serien får meget mere end maksimalt en sæson mere.

Oscar Madison (Matthew Perry) er en sportsjournalist, der lever et frit singleliv med masser af damer, og ingen der bestemmer over ham, efter konen har forladt ham. En dag dukker hans gamle ven Felix Unger (Thomas Lennon) op, da hans kone har forladt ham, og Oscar giver Felix lov til at flytte ind, og så udspiller der sig ellers en sitcom af den klassiske slags, hvor mere eller mindre alle scener optages samme sted. Felix er et ekstremt ordensmenneske, og har det meget svært med Oscars meget lade holdning til ting som rengøring, sundhed og lignende. Det kunne måske være meget sjovt, hvis der havde været lidt mere varme, charme og bedre dialog, men sådan er det desværre ikke.

The Odd Couple føles på ingen måde naturlig, og det kan undre, at Matthew Perry virker så rusten i at medvirke i en sitcom, og hans skuespil virker uhyggelig stift eller som noget der hører hjemme på en teaterscene, med en overdramatisering og nærmest råben af flere replikker.

Chandler Bing er en af de mest elskede karakterer i amerikansk sitcom historie, så det er klart, at alt hvad Matthew Perry medvirker i, vil blive sammenlignet med den rolle. Set i det lys er hans rolle i The Odd Couple en katastrofe, men hvis man ser på den med friske øjne, er det knapt så slemt, og efter et par afsnit, begynder serien da også at bide en lille smule fast. Faktum er bare, at der er så mange bedre serier, som den konkurrerer mod, og set i det lys, er det svært at forestille sig, at serien bliver nogen stor succes.

3stars

Smid en kommentar