The Neon Demon – Middelmådig modemani

Nicolas Winding Refns nye film kaster et satirisk neonlys over L.A.s modebranche og verdens skønhedsidealisme, men formår ikke at leve op til forventningerne om glitter, gore og elegance.

Historien
Den aspirerende model, Jesse (Elle Fanning), ankommer til L.A. hvor hun rekrutteres af en stor modemogul (Alessandro Nivola) som ny muse. Hun opdager dog hurtigt at det både er en farlig by og branche at befinde sig i, eftersom der både lurer jaloux modeller, farlige frenemies og skumle motelejere i mørket. Men Jesse er heller ikke helt uskyldig selv.

Elle Fanning i The Neon Demon
Elle Fanning i The Neon Demon

Narcissismens fangearme
The Neon Demon præsenterer en stærk satirisk kritik af modebranchen, og resten af verdens, skønhedsbesættelse. Filmen er proppet med lattervækkende branche-stereotyper såsom den iskolde og mutte fotograf, modeller som ikke spiser (andet end hinanden) og flamboyante modemoguler. Fælles for alle i persongalleriet er besættelsen af, og den evige jagt på, skønhed. Som en designer så fint formulerer sig i en af scenerne: “beauty isn’t everything. It’s the only thing.” Så fik vi vidst sat det på plads.

De mange symbolske hints mod Narcissus’ fortælling bliver præsenteret med en næsten kvalmende overdrivelse. Kvinder der snaver deres egne spejlbilleder, spejlskår der bruges som våben, dobbeltgængere og lange dialoger som udelukkende vises gennem spejlbilleder. Vi skal lige stoppe og trække vejret lidt inden vi kvæles i alt det selvfede symboliksnask.

Det er både en bogstavelig og metaforisk ‘model-eat-model world’ ude i L.A.s natteliv, hvor Jesse bliver mødt med kolde og jaloux blikke fra branchens ‘ældre’ (læs: post-20 år) modeller, som alle kæmper om at få de samme jobs. Modellerne sammenligner hinanden med læbestifter. En kvinde kan, som en læbestift, enten være opkaldt efter noget seksuelt eller spiseligt. Enten er man sex, ellers er man mad. Det giver jo meget god mening, for ingen af pigerne, inklusive Jesse, har noget der bare minder om en personlighed, så deres læbestifter er nærmest det mest farverige ved dem.

Sådanne få spektakulært overdrevne små stikpiller af guldreplikker er der desværre meget langt imellem. For det meste er der stilhed, stirren og trivielle samtaler eller make-uplægning/fjerning som opsluger alt for meget af filmen. Tiden står stille i disse øjeblikke. Ikke fordi vi svælger os i smukke billeder, men i trivielle situationer. Imens, er de glittermaniske og blodige opstillinger som vi blev lovet i traileren, hengemt i små korte glimt som hurtigt gemmes væk igen.

the-neon-demon-zoolander-le-diable-s-habille-en-prada-top-5-des-films-sur-le-monde-du-mannequinat-videos
Plastikkirurgi er for øvrigt det samme som tandbørstning i modebranchen. Who knew?

Nekrofili og kannibalisme
Filmens force er uden tvivl de kontroversielle temaer som kannibalisme og nekrofili, som præsenteres fantastisk hudløst og ækelt som kun en europæisk instruktør tør gøre det. Det er måske en lidt utænkelig ting at skrive, men jeg savnede faktisk mere vold i denne film. Der er én nervepirrende, skrækkelig god scene med Keanu Reeves, Elle Fanning og en fallisk kniv, som virkelig adskiller sig fra resten af filmen. Denne scene emmede af en spænding og skønhed som kastede mig tilbage til hammer-scenen, eller nogen af de andre smukke og gyseligt pirrende scener i Drive, hvor den ekstreme vold ligger og truer under overfladen, men desværre er The Neon Demon næsten tømt for sådanne gyldne sekvenser.

Refn viser flere gange at han godt tør at gå all in på det frastødende og klistrede B-films skrald, men jeg ville ønske at han også turde at gå all in med filmens æstetiske ekstravagance og overordnede historie, da begge dele er skuffende lackluster. Titlen hedder The Neon Demon for fa’en, og jeg forventede at se noget Argento-inspireret, neonlysbadede sensuelt og spektakulært flamboyant, men det ligner nærmere en krydsklipning mellem en kedelig mode-dokumentar og en trashy 80’er B-film. Lige så snart vi keder os, bliver der smidt lidt blod og kontrovers ind, men hvorfor overhovedet lade sit publikum kede sig i første omgang? Hæld en god spand blod, glitter og neonlys ned over hele filmen og lad det koge godt ind, så vi virkelig får noget at snakke om på vej hjem fra biografmørket!

Selvfølgelig er soundtracket fedt
Det er jo trods alt Refn vi har med at gøre, så selvfølgelig er musikken eminent. Det er endnu engang Cliff Martinez som har udformet filmens elektroniske synth-drøm af et soundtrack, som vækker minder om Phantasm og Maniac. Martinez har også tidligere samarbejdet med Refn i forbindelse med Drive og Only God Forgives, men dette er uden tvivl hans bedste soundtrack til dato. Musikken sætter virkelig stemningen: det er L.A., det er farligt og det er sexet. Desværre bruges soundtracket flere gange som en baggrundsmelodi til modeopvisninger, fremfor at sætte stemningen med den i scener som virkelig kunne bruge noget krydderi. Der er for mange stille tomrum som bremser filmen, så man aldrig rigtig får det drømmende univers som man så gerne vil have ud af den. Vi vil ikke smage på det, vi vil opsluges af det.

Beauty isn't everything. It's the only thing.
Beauty isn’t everything. It’s the only thing. Så kan vi alle lære det.

Alt i alt…
The Neon Demon er lige så smuk og tom som dens model-karakterer. Havde håbet på en glittergory Suspiria i L.A. edition, men blev skuffet over filmens tilbageholdenhed af sit eget potentiale. Refn har tydeligvis villet lave en film om faren bag narcissisme, at blive opslugt af sig selv og lade andre opsluge dig baseret på overfladiske skønhedsidealer. Men selv, bliver Refn opslugt af filmens eget mål om at være smuk, fremfor interessant eller indholdsrigt. Hvad værre er, at den sagtens kunne have været endnu mere æstetisk ekstravagant, havde man blot turde at give manien fuld skrald. Det er en film som vil have at man ser på den og ikke lytter til den, for den har ingen historie at fortælle, kun et par moraliserende ord omkring modebranchen og nogle ok flotte billeder. The Neon Demon er en tomhjernet model som mangler at spise lidt mere blod, glitter og neonlys.

3stars

The Neon Demon har premiere i dag, d. 9. juni 2016.

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar