The Hunger Games – The next big thing?

 

Historien kort

Filmen foregår i et samfund et sted i fremtiden. Landet Panem er efter en borgerkrig blevet inddelt i 12 distrikter. For at holde distrikterne i skak har Præsident Snow, sublimt leveret af den rutinerede Donald Sutherland, opfundet det ultimative reality-program; The Hunger Games. Hvert år trækkes 2 personer fra hvert distrikt, en pige og en dreng i alderen 12-18, og de skal så deltage i showet, der kort og godt går ud på at overleve. Sidste mand vinder. Undervejs kan pengestærke sponsorer sende små hjælpepakker til de deltagere, der formår at sælge sig selv på tv. Ultravold og selviscenesættelse bragt ned i børnehøjde.

Vi følger den 16-årige Katniss Everdeen, spillet fremragende af Jennifer Lawrence, fra distrikt 12, der frivilligt melder sig til at overtage sin 12-årige søsters plads i showet, og dermed redde hendes liv. Katniss er en dygtig jæger, men den bitre, indadvendte pige har ikke den typisk vindende personlighed, når det kommer til at smile til kameraet. Og hun har bestemt ikke trænet hele livet til spillet som de unge fra distrikt 1 og 2.

Som sådan har vi at gøre med et klassisk filmplot uden de store overraskelser. Den søde, sky pige kæmper for at slå til i et overfladisk samfund, og undervejs møder hun hjælpere og modstandere, og bliver mere selvsikker. Og så er der selvfølgelig noget med kærlighed. Instant teen classic lige der! Men alligevel skiller den sig ud fra mængden af high school musicals og skinnende vampyr-historier. Den udspiller sig nemlig i (undskyld, Twilight-tosser) et univers, der virker! Det nærmest postapokalyptiske kontrolsamfund, hvor nationen undertrykkes af et reality-koncept, er købt fra første anslag! Som seer tænker jeg: ”Selvfølgelig er det sådan om 100 år. Det er da klart!”

 

Tæt på perfekt
Det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg er fan af filmen. Jeg har ikke set en teenagefilm, der fungerer så godt, siden jeg var, øøøh ja, teenager. The Hunger Games leverer en banal, men virkelig velfortalt historie – og hvorfor også gøre det sværere, end det er?

Der, hvor filmen taber terræn, er i antallet af løse ender. Der er en del ting, der ikke bliver samlet op på i filmens lettere forhastede afslutning. Historien bliver ikke dårlig af, at nogle knuder ikke bliver løst, men så skulle man måske ikke have bundet dem til at starte med.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at The Hunger Games bliver forårets store teen sensation, og fuldt fortjent. Razzies kan roligt pakke den røde løber sammen. Filmen er tæt på et mesterværk!

 

 

Smid en kommentar