The Guest – tæsketom actionkliché

The Guest befinder sig i grænselandet mellem håbløs B-film eller fremtidig kultfilm, for instruktør Adam Wingards nye film er ikke for alle. Mest af alt er The Guest et rodet genremix af action,- thriller,- spion,- og gyserelementer med bagvedliggende inspiration fra gamle, belærende Steven Seagal og gysere som bl.a. Halloween.

Det virker som om, at Windard har tænkt, ’jo mere klichepræget – jo bedre – for det kan kun blive awesome!’ Hvad undrer mig – og det særligt den afsluttende del af filmen, at ingen har tænkt – ’hvad har vi egentlig gang i?’ Altså, jeg elsker actionfilm, særligt 80’er – 90’er action B-filmene med gloværdige helte som Arnold Schwarzenegger og Jean-Claude Van Damme er favoritter. Men The Guest har nærmest mindre plotindhold end Steven Seagals mest tomme ’tæsken-på-tæve’ film – hvilket siger meget.

En tilfældig dag banker det på familien Petersons dør. David Collins (Dan Stevens) er den høflige, hjemsendte soldat, som kendte deres afdøde søn Caleb. De byder ham indenfor og beder ham ligeledes om at overnatte. David er kommet med en hilsen fra deres søn. Caleb ønskede familien skulle vide, hvor meget de var elsket. Familien Petersons liv har været noget rodet siden Galebs død, og David forsøger nu at rette op og passe på familien Peterson.

Da faderen (Leland Orser) samme aften klager over, at en arbejdskollega opnåede forfremmelse, varer det ikke længe før kollegaen findes død. På lignende mystisk vis forsvinder datteren Annas (Maika Monroe) småkriminelle kæreste og to venner, såvel som den yngste søn Lukes (Brendan Meyer) klassekammerater får en ’smadre-på-tæven’ lektion i bedste Seagal stil. Anna er dog mistænkelig og undersøger derfor, om David er, hvad han siger.

Det er han selvfølgelig – ikke helt! Forklaringen på Davids adfærd og hårdslående retorik er hans medicinske ’supersoldat’ behandling og i tilgift et deaktiveret moralsk kompas. Davids karakter er ikke dybere, og det lugter af en genbrugt klichepræget Bourne-model om tidligere elitesoldat, nu hjernevasket og ude af kontrol. Derfor bliver et evakueringsteam fra det lyssky KPG også sendt af sted for at hente David hjem til basen.

Næsten enhver scene i The Guest består af en opsætning, hvor David skal slå, skyde, eller dræbe nogen. Det virker altså bare ikke lige så overbevisende, når det er snothvalpe, fordrukne ekskærester eller potrygere, der modtager den hårdtslående lektionen. I en scene er David inviteret med til fest, og da Annas veninde Kristens (Tabatha Shaun) ekskæreste dukker op, slår David ham. Straks efter tilbyder Kristen David en ’rundvisning i huset,’ og i næste klip har de den mest intetsigende ’lagengymnastikscene,’ jeg har set til dato.

I The Guest forsøger Wingard at opbygge dramatik gennem musikken og de afstumpede replikker, men i stedet for stigende spændingskurve virker Wingards set up snarere klichepræget og The Guest bliver aldrig rigtig spændende. Den samme flade fornemmelse giver karakterne, for Maika Monroe strutter rundt med tvær teenagerattitude og Dan Stevens – kendt for bl.a. Downton Abbey og den nye Night at the Museum: Secret of the Tomb – spiller med forudsigelig kedsommelighed. Der er meget langt fra de klassiske 80’er – 90’er actionbrag som The Guest er inspireret af, og det særligt i fraværet af virkelig god action og fede kampscener. Måske de overdramatiserede, kunstige scener vinder hos nogen, men The Guest er snarere halvanden times popkorntime, du aldrig får tilbage.

2stars

Smid en kommentar