The act of killing – Surrealistisk dokumentarguld

At slå ihjel på en glad måde

“Vi slog ihjel på en glad måde”, praler Anwar Congo, mens han stolt viser kameramanden hvorledes han torturerede og myrdede en ud af tusinde mænd. Der er ikke et spor af fortrydelse eller sorg i hans udtryk. Men forbliver det sådan, når han selv skal spille sine egne ofre, i en film om hans gerninger?

Anwar Congo stod i spidsen da militæret i byen Medan, Sumatra, væltede den indonesiske regering i 1965, og henrettede ca. 1,5 millioner mennesker for at være kommunister, intellektuelle, eller af kinesisk afstamning. Selv, påstår han at have myrdet mere end tusind mennesker, og dette har tilsyneladende gjort ham til en folkehelt selv i moderne tider.

Vi følger ham og hans håndlangere på deres idylliske golf- og fisketure, mens de praler højlydt om deres gerninger – heriblandt tortur, henrettelser og voldtægt af 14-årige piger – både til hinanden, men især til kameraet. De er henrykte over filmpræmissen, og man sidder som tilskuer selv i starten og undrer sig over hvem filmen egentlig henvender sig til. Er det virkelig for at hædre disse brutale, intetangrende mænd? Er det for at gøre verden opmærksom på den fortsættende korruption i Medan? Eller er det for at give ofrenes efterladte en form for lindring ved at fremvise mændene som de gerningsmænd de er? Disse spørgsmål puslede jeg meget over, indtil filmen tog en uventet drejning.

 

Må der grines af en tragedie?

Det er en bizar form for underholdende humor, når brutale dødspatruljeledere ifører sig make-up og store lyserøde glitterkjoler for at synge en hæderssang om dem selv foran kameraet. Samtidig er det ufattelig tragisk. De er halvgamle mænd, der stadig uden skam går ud i fattige kvarterer og afpresser kioskejere til at udlevere penge til dem, så de kan bruge dem på drinks og cigarer. De er aldrig blevet straffet for deres gerninger, for som de selv siger, bestemmes definitionen af ‘mord’ alt efter hvem der vinder en krig. Vinderne må have myrdet alle dem vil de ville, uden straf eller moralske dilemmaer. Jeg havde det ærlig talt en smule dårligt da jeg af og til grinte af de absurde scenarier på skærmen.

Men så kunne jeg pludselig se idéen, selve filmens genialitet i sit fulde omfang, for ikke nok med at Anwar Congo bliver sat til at spille bøddel med sine håndlangere, skal de også spille ofre. Især Congo bliver her sat i offerrolle, som et af sine egne torturofrer, og da han tilmed optræder i en gengivelse af en landsbymassakre lurer en åbenbaring under overfladen. Disse mænd er ikke angrende. De er ikke straffede. De har retfærdiggjort deres handlinger, og praler fortsat af dem, mens de udnytter deres magt til fulde. Men kan straffen måske findes i at sætte bødlerne i ofrenes sted?

Denne film er frastødende, bizar, underholdende, tragisk og sjov på samme tid. Oppenheimer lader personerne tale, agere og indse for sig selv, og det er fascinerende og tankevækkende at overvære. Samtidig bærer den et vigtigt budskab, måske især for beboerne i nutidens Medan. Der er stadig korruption, magtmisbrug og gerningsmænd der hyldes som helte. Hvad der kan gøres ved det, er dog et helt andet spørgsmål. The Act of Killing står uden tvivl som en af de bedste, hvis ikke den bedste, dokumentar jeg har set, og vil anbefale enhver at se den, for selv at vurdere hvorvidt bødlerne efterlades med stolthed eller anger.

 

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar