Anmeldelse: Tavshedens Labyrint

I Nürnberg Tyskland mellem 1945 til 1946, fandt en større retssag sted, ledet af de Allierede, der skulle kaste en dom over dem, der var havde været involveret i Holocaust under krigen. Et par håndfulde betydningsfulde nazister blev her dømt til døden.

5stars

Andre anklagede indrømmede deres forbrydelser, men påstod at de blot fulgte ordre fra de øverstbefalende. Dem der havde været direkte involveret i henrettelser fik de hårdeste straffe, mens andre som havde været nøglepersoner i Holocaust, som bl.a. højt rangerede statsansatte og virksomhedsdrivende der brugte fangerne til arbejdskraft, slap med korte fængselsstraffe eller ingen straf overhovedet. De højest kommanderende nazister, som bar den største skyld, var ingen steder at finde til retssagerne.

Næsten 20 år senere i 1963 åbnede Auschwitzprozesse (Auschwitz retssag) i Frankfurt, som markerede den første gang nazister kom for en (Vest)Tysk domstol, og hvor man forsøgte at straffe de godt 8.000 tidligere medlemmer af SS, der havde stået vagt, og været involveret i Auschwitz mellem 1940 og 1945.

Giulio Ricciarellis Tavshedens Labyrint (Im Labyrinth des Schweigens) starter i Frankfurt 1958, hvor den ambitiøse og unge anklager Johann Radmann (Alexander Fehling) – en fiktiv karakter sammensat af de tre anklagere som deltog i Auschwitz retssagen – er ivrig efter at få fingrene i noget mere udfordrende arbejde, end trafikovertrædelser som på dette tidspunkt, er hans primære beskæftigelse.

En dag kommer den energiske journalist Thomas Gnielka (André Szymanski) ind på Radmanns arbejdsplads, da han har fået oplysninger om, at tidligere nazister arbejder i civile stillinger som skolelærer og bagere. Politiet vil ikke gøre noget ved sagen, da der mangler konkrete beviser for mord, før de kan dømme de tidligere nazister, efter så mange år er passeret. Ingen vil røre ved sagen, pga. det taburamte emne, men Gnielka får dog alligevel vakt Radmanns interesse. Sammen med den tidligere koncentrationsfange Simon Kirsch ( Johannes Krisch), tager de 3 sagen i egen hånd, for at få bragt de tidligere nazister til ansvar. Det går dog pludselig op for Radmann, hvor omfangsrigt Auschwitz var, og hvor mange af de mennesker der var med til at styre det, nu arbejder inden for den offentlige sektor i ro og mag.

Alexander Fehling (Rolle: Johann Radmann)
Alexander Fehling (Rolle: Johann Radmann)

Tavshedens Labyrint er en velproduceret tysk film, som man bestemt ikke skal tage fejl af, da den er helt på højde med andre Hollywood producerede film. I modsætning til mange andre film omkring anden verdenskrig, der ofte handler om det der skete under krigen, ligger Tavshedens Labyrint sit fokus udelukkende på eftermæglet, og det krigen førte med sig set med tyskernes øjne.

Filmen viser tydeligt hvor kompleks Tysklands fortid har været efter krigen, og hvordan mange mennesker var en del af Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti, uden egentlig at være helhjertet nazist, men pga. det blot var den kontrollerende magt. Hvor går grænsen så for hvem der skal straffes? Hvilket også er et centralt spørgsmål for både filmen, og hovedperson Hr Radmann.

En enkelt svaghed ved filmen, er dens til tider underlige skift over i en kedelig og irrelevant romance mellem Hr Radmann og filmens kvindelige hovedrolle Marlene (Friederike Becht). Ser man bort fra dette er filmen ganske godt gennemført, og formår at holde en fast fra start til slut.

Smid en kommentar