Talenttyven

Laura (der spilles af Mille Lehfeldt) er opfinder i sin fritid og drømmer om at lave et produkt, der ikke er set før.

Mark (Casper Crump) er falleret popsanger i boyband-duoen The Heartbreak Hotels, der ikke har haft et hit siden slut-halvfemserne. Han fordriver tiden med at spille koncerter i storcentre og være ”Ugens brandert” i sladderbladene. Mark er godt tilfreds med sit liv som det er, for han er måske typen der ikke stiller de store spørgsmål i livet.

Efter hver for sig at være blevet talentscannet hos en amatør-opfinder i en akvariebutik, sker der ting og sager. Laura, der efter sigende er ”fire streger under Niels Bohr”, viser sin seneste opfindelse, en selvopvarmende the-kop, frem for sin chef, der straks gør hende til projektleder for det team, der skal produktudvikle koppen til masseproduktion. Mark derimod, viser sig at være totalt talentløs. Da hans musikalske samarbejdspartner, Troels, beder ham om at skrive en sang til det nye album, ender han med at blive totalt til grin foran Troels og hele pladeselskabets kontorpersonale.

Mark gør noget drastisk. Han stjæler talentscanneren. For ikke blot kan den scanne talent, den kan også overføre det fra én person til en anden. Han beslutter sig for at stjæle lidt af Lauras talent. Den næste sang han skriver har klart hit-potentiale, men da Laura ikke længere kan forstå sine egne beregninger, fatter hun mistanke og konfronterer Mark, for at få sit talent tilbage… Derefter går det helt galt!

Denne anmelder gik ind til Talenttyven med meget lave forventninger, men blev positivt overrasket. De lave forventninger skyldes mit forhold til Jonathan Spangs output som stand-up komiker, der aldrig rigtig har begejstret mig på samme måde som flere af Spangs samtidige kolleger. Hans måde at levere sine pointer – hele det skuespil han sætter op for sit publikum, har aldrig fanget mig.

Ganske anderledes står det til med hans debut som instruktør og manuskriptforfatter. Filmen overrasker ved at indeholde nogle helstøbte karakterer man som publikum kan relatere til, der taler som rigtige mennesker og ikke på den der kunstige måde som nogle danske film forsøger at intellektualisere det danske talesprog. Replikkerne er velskrevne og skuespillernes timing er spot-on. Mark (spillet at Casper Crump) og Laura (spillet af Mille Lehfeldt) er et troværdig par, og især karakteren Mark er kilde til morskab, når han naivt demonstrerer sin uvidenhed og sin distance fra virkeligheden.

Birthe Neumann stjæler ofte scenen som Lauras mor, der konstant nedgør sine døtre for deres valg af karriere fremfor familie. Mille Dinesen spiller søsteren, ”enlig, tyk og lesbisk” sagt med moderens ord, men i virkeligheden læge, single og insemineret med donorsæd fra en elite-sædbank i Zürich. Frank Hvam spiller sublimt Lauras chef, som allerede har fået rigelig introduktion. Nicholas Bro spiller lettere anonymt amatør-opfinderen Aslan. Jonathan Spang har givet sig selv birollen som Troels, Marks musikalske samarbejdspartner, der drømmer om det internationale gennembrud.

Filmen kommer rigtig godt fra start og tempoet daler kun let henover midten, indtil alt går galt i klimaks og Mark må forsøge at redde stumperne, inden hele hans verden braser sammen. Det er i filmens klimaks at historien når til et punkt hvor den ikke kan ende i andet end klichéer, og det gør den desværre. Filmens sidste 5-10 minutter er bare hastige skridt mod en klichefyldt slutning, hvor helten må gøre det eneste rigtige og ofre af sig selv. Alt ender selvfølgelig lykkeligt for alle de medvirkende, på nær Troels, der af mystiske årsager accepterer at lade sin karriere stagnere i et storcenter… MEN!

Når dommen skal falde til slut, vil jeg dog gerne tilgive Talenttyven dens klichéfyldte slutning. Det er jeg nødt til! Enhver komedie har brug for en lykkelig slutning, ellers er det ikke en komedie. Som filmanmelder må man indse at komedier ikke er den slags film, der rykker grænserne for hvad filmformatet kan og hvorfor skal de også det? Komedier skal underholde. Det er ganske simpelt. Derfor skal man ikke anse den lykkelige slutning som en kliché, men snarere som et virkemiddel, i det den efterlader publikum med en lykkefølelse og en forsikring om at alt nok skal ordne sig, når de forlader biografens mørke. Jeg føler derfor ikke at det ville være retfærdigt at fratrække point for den lykkelige slutning. Sådan er genren!

Jeg kan skide godt lide Mark og Laura. De er sympatiske, og selvom det er hovedløst dumt hvad Mark gør, så kan jeg relatere til det, for hvem har ikke været misundelig på en andens talent? Hvad ville man ikke gøre for at få bare en lille smule af hvad den anden person har? Det er måske endda her filmens pointe ligger? Talent er noget vi alle har. Det er forskelligt for os alle sammen og vi er måske ikke alle opmærksomme på det. Talenttyven er en historie om kærlighed og lykke, men også om misundelse og tvivl. Misundelse på sin næste, tvivl på sig selv. Fortalt igennem Mark og Laura bliver det til en oprigtigt sjov komedie om at låne uden at spørge om lov og om at gøre det rigtige for kærligheden.

Smid en kommentar