Sucker Punch – Snyders drømmeprojekt

Og når cheferne på Warner Bros ser tilbage på den beslutning, er det næppe noget de gør med begejstring og respekt for den ellers dygtige instruktør. For hvad der er Snyder’s drømmeprojekt, er nok mange andres mareridt.

Hvad er det?
At putte en genre på Sucker Punch vil være det samme som et sætte et plaster på et åbent benbrud – nyttesløst. Det begreb der er mest dækkende må være en action/adventure/sci-fi. For filmen foregår i et obskurt univers, hvor alt kan foregå og ingen rigtig ved hvad der er op, og hvad der er ned. Der er således hotte chicks i skolepigeuniformer, der kæmper mod samuraier, robotter, zombie nazister og sågar også mod store drager.

Det kunne måske have været underholdende og effektivt hvis der havde været en rød tråd i det hele. Men det virker mest af alt som om, Zack Snyder har mistet overblikket, og har ønsket at smide alt hvad han ved om store bragende effekter og sikker kameraføring ind i filmen og så nogenlunde fået det til at hænge sammen efterfølgende.

Gal i låget eller bare gal
Sucker Punch handler om en ung pige, der kommer til at gå under navnet Babydoll(Emily Browning). Hun bliver uretfærdigt anbragt på et sindssygehospital da moderen er død, og stedfaderen ønsker hende ryddet af vejen. Så langt så godt, og filmen har da også en lovende start, men så kammer den over i Snyders besynderlige drøm.

Filmen foregår i et par forskellige universer hvor Babydoll, drømmer sig væk. Hun drømmer sig (af alle steder) hen på et bordel, hvor hun skal være glædespige/danser sammen med de andre piger i skolepigeuniformer. Hvilket åbenbart er Snyders våde drøm, men det virker desværre mere tåbeligt end pirrende. Og i drømmen bliver der også drømt, næsten som i Inception bare uden perspektiv og overblik. Hvis en film skal fungere på så amnge niveauer, så skal der i den grad være styr på handlingen og de forskellige håb skal være gavnlige for historien. Det er bare ikke tilfældet, selvom det da passer meget godt sammen, så bliver det mest af alt bare unødvendigt.

Zack Snyder har brugt masser af musik til at forstærke den visuelle side, men at bruge Sweet Dreams i en drømmeverden, og Yaov’s version af Pixes’ Where Is My Mind på et sindssygehospital, og Bjørk’s Army of me når Babydoll skal kæmpe helt alene mod samuraier. Det er er for åbenlyst og næsten nedladende mod publikum – også selvom det alle fantastiske numre.

Who watches the Snyders?
Zack Snyder kan noget, det er der bestemt ikke nogen tvivl om. Derfor bliver det også uhyre spændende at se hvordan hans version af Superman bliver. Der skal bare være nogen til at holde øje med, at hans historie ikke løber løbsk. Det virker derfor som et perfekt match med Nolan som producer og Snyder som instruktør på The Man Of Steel.

I Wacthmen var det et stort tema, om hvem der holder øje, med dem der holde øje. Man skal så spørge sig selv om, hvem har holdt øje med hustruen Deborah Snyder, der har produceret filmen, og dermed skulle holde øje med Zack Snyder – meget kunne tyde på, at det var der nok ikke nogen der gjorde.

En af grundende til at filmen er skuffende, som det er tilfældet er netop, at Snyder tidligere har vist at han kan lave fremragende film. Når han så disker op med dette, så bliver man næsten en lille smule vred. Undertegnede vil i hvert fald gerne slutte af med at sige, at jeg føler mig en smule sucker punched.

 

Smid en kommentar