Spectre – Et uspectrekulært farvel til Bond

James Bond er måske verdens længste, og mest veloverlevende filmfranchise nogensinde. Spectre udgør den 24. installation i 007-serien, men hvis vi er ærlige overfor os selv, så lad os bare kalde den for ”Skyfall’s efterfølger”.

Skyfall var Sam Mendes’ sofistikerede, neon-eventyrlige Bond-fortolkning, komplet med et Oscar-vindende soundtrack og den tidløse, fabelagtige Bond-skurk vi havde ventet på i årevis. Med Skyfall, løftede instruktøren Sam Mendes Bond-filmene op på et nyt niveau, med en kunstnerisk æstetik, spændende karakterudvikling og veludførte actionsscener. Samtidig var filmen spækket med referencer til det underliggende emne: genfødsel, om at gøre op mod sin fortid og stige til overfladen stærkere end før. Bond var blevet genfødt fra Quantum of Solace’s støvede bekendtskab, til et langt mere moderne og interessant portræt af en person, fremfor en agent. Det er med dette i tankerne, at vi tager ind og ser Spectre, en film som er sammensat af Skyfall’s succesfulde team, med Sam Mendes i instruktørstolen og John Logan, Neal Purvis og Robert Wade som manuskriptforfattere. Sangeren Sam Smith leverer en smuk (dog knap så catchy) Bond-sang til en intro af nøgne damer, flammer og tentakler – så er vi i gang!

image

Spectre starter da også bragende godt ud. Gennem en tilsyneladende uendelig og velkoordineret one-shot optagelse, følger vi en maskeklædt James Bond (Daniel Craig) gennem Mexico’s farverige gader under De Dødes Festival. Ingen replikker er endnu blevet ytret før sætningen: ”The dead is alive” plastrer sig hen over billedet. ”Hvad skal det nu betyde?” tænker man, men efter plottet begynder at danne sig, står det pludseligt klart, at det vi ser ikke er en unik, kunstnerisk legeplads som sin forgænger; dette er et farvel, en fejring af en død æra. Det der følger føles, skuffende nok, også mere som en begravelse end et frisk pust.

Bond ledes på sporet af den mystiske organisation, Spectre, efter et intimt sammenstød med den forfriskende alderspassende enke, spillet af Monica Bellucci. På sin rejse, opsamler agent 007 dog hurtigt den viljestærke, smukke Dr. Madeleine Swann (Léa Seydoux) og sammen må de på lidt af jordomrejse, der spænder sig fra sneklædte bjerge i Østrig til Rom, Afrika, og naturligvis franchisens geografiske stjerne, London. Imens Bond rejser jorden tynd i jagten på hovedskurken, Franz Oberhauser (Cristoph Waltz), er hovedkvarteret for British Secret Service i London blevet overtaget af den arrogante og irriterende mand, ”C” (hvis kodenavn formodentlig er en forkortelse af et mindre pænt bandeord) som gør livet surt for MI6 afdelingen.

lead_960

C og Oberhauser er begge skurke i hver sin forstand, men fremfor at slå Bond i nosserne med knudereb, myrde hans kærester eller smide tog efter ham i Londons undergrund, gør begge skurke brug af et meget ondere torturmiddel: de keder os halvt ihjel. Selvom både Scott og Waltz er bedst kendt for at spille excentriske, farverige mastermind-skurke (Waltz’ som officer Landa i Inglorious Basterds, og Scott som Moriarty i BBC-serien Sherlock), så får ingen af disse pragtfulde mænd for alvor lov til at vise deres værd. Oberhausers plan (som af gode grunde ikke må afsløres her) er så karikeret og overdrevet at den næsten ikke passer til en så underspillet skurk.

Spectre skuffer også på andre punkter. Den er kort sagt, en alt for lang film på de helt forkerte tidspunkter. Der er dog nogle fabelagtige actions-scener som involverer diverse transportmidler (helikopter, bil, fly, sejlbåd, you name it!), og disse imponerer virkelig med flotte, farlige stunts i fantastisk smukke landskaber. Men der er simpelthen for få af disse til at opveje de mange søvnige scener, som ender med at fylde alt for meget af filmen. I en scene, sidder Bond og har en samtale med en mus, mens Dr. Swann bare ligger og sover, men for at være fair: det gjorde resten af hans publikum også.

I løbet af filmens 2 timer og 18 minutter kan man glæde sig over langtrukne scener som: tog der kører gennem en ørken, Bond der bestiller veganer-cocktails i en prætentiøs bjergbar, Bond der kigger på familiefotos, og ikke mindst kan man overvære de mange bilreklamer – jeg mener biljagtscener, ups! – hvor to biler tuller rundt i tomme gader og smadrer et minimalt antal ting på vejen.

Spectre formår at præsentere nogle imponerende, underholdende og smukke scener, men den spreder sig også for tyndt, og udnytter sin fede casting for lidt. Der er vitterligt ingen karakterudvikling, og filmen føles først som om at den tager fart efter 2/3 af tiden er gået. Er du hardcore Bond-nørd vil du enten glæde dig, eller krumme tæer, over de talrige intertekstuelle referencer: lige fra udformningen af skurkens sidekick, til cheesy one-liners og fluffy hvide katte på skødet. Mendes forsøger at få sendt Bond af sted på en så opsamlende, og opsummerende manér som muligt, men Spectre ender bare med at føles mere som gravøl end som et festfyrværkeri.

3stars

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

1 comment

  1. Dæn ar majæt gut. åw majet spendænne. Maj vel givæ dæn 150 ud af 5. Maj har ege set dæn men dæn er majet gut.

Smid en kommentar