Små Hvide Løgne

 

Først nu får den sin danske premiere, akkompagneret af en plakat hvor distributøren har gjort sit ypperste for at fortælle os, at The Artist fænomenet Jean Dujardin såmænd er på rollelisten. I det meste af filmen ligger stakkels Jean dog alene på et hospital i Paris, over 500 kilometer fra resten af vores karakterer, da han indledningsvis, efter endnu en endt bytur, kører hovedløst rundt på sin scooter i halvfuld tilstand.

En bil sender ham direkte hen til intensivafdelingen på det førnævnte parisiske hospital, alt i mens Ludos venner, med den rige hotelejer og kontrolfreak Max i spidsen, er ved at planlægge en årlig ferie for koner og børn til Max’s fornemme sommerhus I udkanten af Bordeaux. Her skabes en enorm smuk billedside, der utvivlsomt vil få de fleste til at drømme om en sommerferie i det franske.

Skal de aflyse ferien og blive ved deres, måske, døende kammerat? Selvfølgelig ikke. Af sted kommer de og over de næste 150 min får vi et til tider fantastisk indblik hos noget så enkelt som en række mennesker, der sandsynligvis alle ligner enten dig selv eller din nabo på en eller anden vis. Marie, spillet af en eminent Cotillard, er indbegrebet af filmens styrke: Intelligente personbeskrivelser og sort humor. Der er som sådan intet nyskabende ved Canets nye film, men han formår at sætte sit helt eget præg på dette til tider glimrende portræt af en række mennesker, der er ude af stand til at se udover deres egen melodramatiske hverdag, før det synes at være for sent.

Særligt imponerer et fortrinligt kameraarbejde samt en enorm præcis klipning, hvor en række rolige panoreringer formår at indkapsle karakterernes jalousi, vrede og skjulte følelser. For hvad stiller man op når ens mand er hemmeligt forelsket i en sin kammerat? I Små Hvide Løgne surfer man porno til langt ude på natten, mens man prøver at holde masken og følelserne på plads når solen igen står op. De stærkeste scener foregår uden dialog, men til tonerne af filmens alt andet end selvsmagende franske soundtrack (David Bowie, The Jam m.fl.). Musikken understøtter rigtig fint en række helt konkrete følelser, som formidles så selv 8-årige Emil med det knuste kærestebrev fra skolegården, ved præcis hvordan det føles at være ramt.

Portrættet af alverdens eksistentielle problemer lykkedes rigtig fint, men som drama har Små Hvide Løgne sine mangler. Selve det narrative forløb træder en smule ved siden af sig selv og det kan være svært at huske hvad det egentlig drejer sig om. Heldigvis lader det til også at være problemet for filmens egne karakterer, før Ludo pludselig igen træder frem i deres bevidsthed og giver dem den skyldfølelse, der pludselig forsvandt i alt fra desperationen over ubesvarede sms’er fra ekskæresten til en absurd begejstring for lugten af baderingsplastik. At filmen er ualmindelig lang, genren taget i betragtning, gør at man som seer skal væbne sig med en vis tålmodighed. Har man denne tålmodighed med sig i biografen får man en fin fortælling med en anelse patetisk morale. Ikke desto mindre får vi fastslået, at der trods alt er større ting i livet end rødvin og små hvide løgne.

 

 

Smid en kommentar