Skyfall – 007 er tilbage i topform

Men hvor Casino Royale repræsenterede et vellykket bud på James Bond anno 2006, mistede den hemmelige agent både charme og soberhed til den gennemsnitlige actionfilm i efterfølgeren Quantum of Solace.

Det, der bedst kan betegnes som en banalitet i Bond historien, spændte om noget ben for, hvad der burde have været starten på en gedigen relancering af Ian Flemings univers. I mellemtiden dukkede Christopher Nolan op og fik med stor succes ført en ikke hvilken som helst flagermus ind i en tidssvarende ramme. Med Skyfall har instruktør Sam Mendes (American Beauty) tydeligt ladet sig inspirere af Nolans træk – og det klæder filmen..

 

En sølvræv i det skotske højland

Daniel Craig er tilbage i rollen som Bond, der 50 år efter sin debut som agent, synes sjældent skarp i både jakkesæt og replik, men modsat Pierce Brosnans til tider selvsmagende version, kombinerer Craig elegant den charmerende overlegenhed med et blik for verden omkring sig. Det er skønt at opleve Bond uden den blankpolerede Roger Moore overflade. Javier Bardem er i rollen som ex-M16 agenten og hackeren Raoul Silva castet til at gentage de angstfremkaldende ansigtstræk, han så smukt påførte publikum i rollen som skurk i Coen-brødrenes western-noir, ”No Country for Old Men”. Som en anden Heath Ledger, brillerer Bardem iført et ubehageligt løst tandsæt og et hår badet i sølv. Bardem er M (på syvende omgang siden GoldenEye spillet af fremragende Judi Dench).

Snart angribes efterretningstjenestens hovedkontor midt i London, og M finder i højere grad end nogensinde sin egen skæbne overladt til sin yndlingsagent. Efter en henrivende åbningsscene, hvor Bond destruerer det halve af Istanbul og overlever skud fra sine egne, rejser vi med til asiatisk storbylarm i forunderligt flot lys, før filmens bedste bid foregår i hektiske London. Alt sammen kun forspil til det, vi har i vente. Et personligt drama, som klogt er placeret i det skotske højland.

 

50 år, men sjældent set bedre

I Casino Royale svarede en hidsig Craig flabet ” Does it look like I give a damn?” på det klassiske ”shaken or stirred” spørgsmål. Et tegn på at man havde indledt en ny epoke. I Skyfall er Bond knapt så kritisk over for sin velkendte fortid. Det er back to basics i den forstand, at kuglepinde med ild i enden er erstattet af noget så fancy som en pistol med radio-gps. I høj grad magter Skyfall, at gøre det ældre Bond film gjorde bedst: At indkapsle den moderne tid og samfundets konstante angst. En dyster frygt hænger som en tyk tåge over verden, som den ser ud hos James Bond anno 2012. Kontakten med virkelighedens England og den slet skjulte kritik af overvågningssamfundet afholder dog ikke Bond, M og Silva fra at tage del i klassiske James Bond dyder.

Læg dertil en imponerende introsekvens, en velskrevet historie, et par bedårende kvinder (hvoraf M må siges at være den virkelige Bond-babe), samt en klassisk temasang sunget af britiske Adele og alt hvad der hører sig til en ægte 007 film er i hus. Tillykke med de 50 år, James!

 

 

Smid en kommentar