Sinister – Pervers snuff og okkulte twists

 

Hjemsøgte medier er før set i blandt andet The Ring, og siden da har hjemmevideoer og diverse afspilningsapparater ikke vakt den store tillid hos horror-publikum, men Sinister blander smalfilmenes forstyrrende indhold med Ellisons endnu mere forstyrrende forhold til dem. Han dyrker dem, printer, zoomer og genser dem sammen med publikum, og der er nogle gode chok og twists undervejs. Det er nok også dette bizarre kærlighedsforhold mellem mand og medie, som virkelig går under huden på en.

 

Snuff som porno

De såkaldte ‘snuff-film’, der viser blodige mord af diverse familier, behandles næsten som en bizar form for porno. Ellison bruger alt sin tid på at sidde på sit kontor og se filmene igennem, mens han ryger og drikker heftigt. Det går ud over både ægteskabet og forholdet til sine børn, som han distancere sig fra til fordel for ‘efterforskningen’. Han involverer hverken familien eller politiet om de opdagelser han gør undervejs, og man føler sig derfor en smule medskyldig, når man som publikum sidder i mørket med filmene, præcis som han. Vi ser snuff-filmene på samme måde som Ellison gør. Oplever med ham, og skræmmes ligeledes af de samme opdagelser.

I modsætning til så mange andre horror-protagonister er Ellison ikke en særlig sympatisk person. Han er drevet af sin egoistiske søgen efter at genopleve sin berømmelse, opretholde sin stolthed og nægter at dele vigtige informationer med andre, alene fordi han er grådig. Han er derfor på mange måder selv ude om det.

 

Stemning fremfor fornyelse

Fornyelse er et svært udtryk at bedømme horrorfilm ud fra, da det på den ene side er påkrævet, for at publikum ikke keder sig eller mister interessen, men på den anden side ofte kan reddes ved at give et nyt twist til gamle kneb. Sinister er knapt så rig på fornyelse, men har til gengæld en masse stemning og chok at byde på. Der forekommer et par klichéer her og der, men det er tydeligt at de er forsøgt indpakket i nye emballager, og man keder sig bestemt ikke undervejs.

Musik og lyd fungerer mægtig godt, og indhyller filmen i en ubehagelig, urolig stemning, der nemt opvejer det faktum at historien indeholder nogle, måske lidt brugte, elementer såsom uhyggelige børn og lyde fra loftet. Men det fungerer nu altsammen meget fint. Der er ikke tale om typisk Hollywood-horror hvor effekter og skuespillere vægter højere end idé og indhold, ej heller er der tale om ‘endnu en halvlunken lavbudget gyser’, og dette er på trods af at produceren af Sinister også står bag Paranormal Activity filmene. Vi er et sted midt i mellem, hvor budgettet er lavt, effekterne er få, ideen er brugt, men det hele alligevel fungerer.

Ethan Hawke gør sig godt som en desperat familiefar, og leverer en intens præstation der virkelig brænder igennem. Han passer overraskende godt ind i både rollen og horrorgenren, selvom jeg indrømmeligt var en smule skeptisk da jeg så hans navn plastret på den blodige plakat. Ikke desto mindre er hans præstation med til at løfte filmen op på et mere smagfuldt niveau.

Havde den bare endt 5 minutter tidligere end den rent faktisk gør, ville jeg have forladt salen i en mere tilfreds tilstand, for den ender desværre med at afrunde sig selv på en måde, hvor alt lige skal skæres i ekstra små papstykker, og det er virkelig unødvendigt. Med det sagt, så kan Sinister anbefales til både trænede gysernørder, og til jer der bare overvejer at se den nyeste Paranormal Activity film – se den her i stedet!

 

 

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar