San Andreas – turbotunet katastrofefilm

Katastrofefilm har altid leget med menneskets angst for, hvad modernatur (og mennesket selv) kan gøre ved vores veletablerede samfund og infrastruktur. Natur- og miljøkatastrofer, fjerne asteroider, solstorme, alienbesøg – kort sagt, katastrofefilm omhandler ukontrollerede begivenheder få udvalgte må afværge eller håndtere.

San Andreas måtte dog omlægge deres mediestrategi – set i lyset af jordskælvene i Nepal. Den realistiske vinkel i katastrofefilm er måske netop det, som gør filmene tillokkende og afskrækkende – de er en katastrofekatarsis, hvor publikum gisper med heltene, men samtidig kan ånde lettet op – heldigvis er det jo oftest kun en film.

Udgangspunktet i katastrofefilm er altså altid et tilnærmelsesvis muligt scenarie, hvilket også er gældende for San Andreas. Filmen spekulerer nemlig i muligheden for jordskælv omkring den 1300 km lange San Andreas-forkastningen og i selve San Francisco. Nu står der ikke geolog på mit eksamenspapir, men San Andreas-forkastningen skærer igennem ved staten Californien og deler kontinentalpladen i Stillehavet og det Nordamerikanske kontinent ligesom San Francisco er etableret på begge kontinentalplader. I 1906 blev San Francisco ramt af et ødelæggende jordskælv, og dette historiske faktum brygges der videre på i San Andreas, hvor byen bliver ramt af et 9,6 skælv og druknes derefter i en tsunami.

San Andreas er mest af alt en turbotunet actionfilm med alle de klassiske katastrofeelementer, så forvent ingen dybsindige karakterudviklinger eller mindeværdige dialoger. Instruktør Brad Peyton arbejder snarere ud fra et ikke overraskende B-film format. Heltefaderen og helikopterredderen Ray – aka ’The Rock’ Johnson – introduceres under en redningsaction, hvor der tilfældigvis befinder sig et kamerahold. Selvfølgelig – og ikke forbavsende – er The Rock tidligere soldat, som demonstrerer sine evner frit hængende fra en helikopter, kan flå bildøre af og redde kvinder. Hans rolle ekkoer klart fortidige actionhelte – nu glorificerede Expendables. The Rock passer dog glimmerende ind i den type film, om muligt endda fremviser han en vis portion selvironi.

Manuskript- og historieforfattere Carlton Cuse, Andre Fabrizio, Jeremy Passmore og producer Beau Flynn kan umuligt have brugt mange timer på filmplottet. I stedet har de set The Day After Tomorrow (2004), flyttet begivenhederne til vestkysten og erstattet miljøproblematikken med en naturkatastrofe. Som alle katastrofefilm er indledningen en stigende spændingskurve, hvor karakterne præsenteres og katastrofens omfang uddybes. Dr. Lawrence (Paul Giamatti) præsenteres under en forelæsning om ’de værste jordskælv’ i menneskets historie. Under forelæsningens vigtigste pointer bliver Giamatti filmet nedefra for at øge spændingseffekten. Dette filmtrick er gennemgående. Det samme er zoomeffekten, f.eks. når Dr. Lawrence på live-tv advarer San Franciscos befolkning.

Først ødelægges Hoover-dæmningen. Her må Dr. Lawrence se sin kollega Dr. Kim Park (Will Yun Lee) blive revet med af vandmasserne. Herefter må Ray redde sin eks-kone Emma (Carla Cugino) på taget af en eksklusiv restaurant. De flyver nu til San Francisco for at finde datteren Blake (Alexandra Daddario). Hun er blevet forladt af morens nye arkitektkæreste Daniel Reddick (Ioan Gruffudd) i et højhus’ parkeringskælder. Her sidder hun ubehjælpsomt fastklemt i en bil. Heldigvis får hun assistance af fremtidige kærestemateriale Ben (Hugo Johnstone-Burt) og lillebroren Ollie (Art Parkinson). De forsøger nu at komme til et højtliggende sted, hvor The Rock kan finde dem. Herfra klipper filmen mellem Ray og Emmas udfordrende rejse til San Francisco, trioens gåtur gennem ødelagte San Francisco og tilbage til Dr. Lawrences seismografiske udskrifter og advarsler.

Ingen elementer er overflødige i San Andreas, hverken den flydende halskæde i introbillederne, eller Rays nostalgiske minder – udløst af familiefotografier. Det viser sig nemlig, at forholdet til eks-konen er anstrengt pga. datteren Mallorys druknedød. Heldigvis er der intet som en katastrofe til at udrede forholdet. Brugen af lommepsykologiske kedsomheder fylder en del i filmen, ligesom også iscenesættelsen af ’faderen som den amerikanske helt’ bliver helt utilgiveligt sjofelt og selvforherligende amerikansk i slutsekvensen. San Andreas er altså ikke stor filmkunst, men det er heller ikke filmens ærinde. Actionscenerne fungerer som de skal og sammen med 3D-formatet er dette San Andreas styrke – hvilket giver filmen en ekstra stjerne. Så kan man se ud over de samfundsrelaterede begivenheder, lommepsykologien og den kvalmeudløsende afslutning – er San Andreas hæderlig action med den altid charmerende The Rock.

3stars

Smid en kommentar