Priest – Åh gud fri os fra det onde

 

Trods den lettere guddommelige titel, er der nemlig bestemt ikke meget himmelsk over filmen, og hvis der findes en filmgud et sted i det høje, er der nok ikke nogen tvivl om at Scott Charles Stewart ender i helvede, hvis han ikke snart strammer sig gevaldigt an.

Præster uden formål
Der har altid eksisteret mennesker, og der har altid eksisteret vampyrer. Sådan starter Priest med en fortællerstemme, der fortsætter med at uddybe hvordan der i det alternative univers siden tidernes morgen, har været en krig mellem menneskerne og vampyrerne. En krig der i sidste ende blev vundet af menneskerne på grund af præsterne, en gruppe specialtrænede krigere af kirken. Efter krigen sluttede, forsvandt behovet for præsterne der måtte tilpasse sig et samfund der ikke længere har brug for dem.

Efter denne lille historielektion, tager filmen sit udspring og vi befinder os i et univers hvor byerne ligner noget fra en discountudgave af Blade Runner og alt uden for byen minder om en mellemting mellem Blood Rayne, Doomsday og Judge Dredd, men ikke på en god måde.

Den navnløse Præst’s(Paul Bettany) familie der bor udenfor byen bliver angrebet af vampyrer og hans niece bliver bortført. Selvom det er direkte mod kirkens ord, beslutter hans så for at finde sin familie og selvom det betyder at han må forlade byen og vende ryggen til kirken. Det er dog ikke ngle helt almindelige vampyrer der har taget dem, hvilket han hurtigt finder ud af sammen med niecens kæreste Hicks(Cam Gigandet) og en kvindelig præst (Maggie Q) der hægter sig på.

En tynd kop blod
De sidste mange vampyrfortællinger fra Hollywood, har fremstillet vampyrer i en rimelig menneskelig udgave. Det er bestemt ikke tilfældet i Priest. Der er ikke meget Twilight eller True Blood over vampyrerne i filmen, der for størsedelens vedkommende blot er monstre der ikke kan snakke. Men så slipper man jo også for at skrive replikker.

Filmen er pakket ind i et ultra tyndt religiøst klæde, om det skal give substans eller den vitterligt forsøger at skabe debat ved kirkens magt er der nok kun få der ved, men det hele bliver blot en stor pinlighed, som ingen 3D effekter kan redde, slet ikke når de lige som resten af filmen virker forceret. Der er ellers nok af klichéer og floskler som, “du går ikke mod gud, fordi du går mod kirken” og andet religiøst sludder.

Hele historien i filmen er derudover ufattelig letkøbt. Der er ikke skyggen af originalitet over hele projektet. Debutanten Cory Goodman har end ikke selv skulle finde på historien, da Priest er baseret på en koreansk tegneserie, men det var nok et hæfte der skulle være forblevet lukket. Om Priest er årets dårligste film, er stadig usikkert da der endnu er et halvt års tid tilbage. Der er dog ingen tvivl om, at den i min optik, kandiderer voldsomt til det.

 

1

Smid en kommentar