Paranormal Activity 3 – Med nerverne uden på tøjet

Ligesom den første film, blev to’eren også et kæmpe hit, og endte med at indspille næsten lige så meget som den første. Nu er den tredje film så klar, og endnu en gang er der tale om en prequel, det er dog lige knapt så skjult denne gang. Den foregår nemlig i 1988, og man er derfor heller ikke i tvivl om at det er historien fra de to andre film der bliver grundlagt.

Det helt store spørgsmål er naturligvis: Kan den tredje film formå at holde momentum og være lige så skræmmende som det var tilfældet med de to første – det korte svar er: Ja, det kan den faktisk godt. Der er dog også et lidt længere svar.

 

Let’s go back to the beginning

I filmen følger vi de to søstre Katie og Kristi tilbage til deres barndom, hvor de har oplevet ting, de fleste ikke ville ønske for deres værste fjender. Deres ellers trygge hjem, der er fyldt med kærlighed fra moderen Julie og hendes nye kæreste Dennis bliver nemlig hjemsøgt. Dennis der arbejder med at optage bryllupsvideoer, fornemmer at der er noget galt og begynder at optage henholdsvis de to små pigers og deres eget soveværelse, blot for at finde ud af at hans bange anelser, bestemt ikke er ubegrundet.

Mere er det ikke nødvendigt at fortælle om handlingen. Dels fordi der ikke er grund til at give for meget væk, og dels fordi der kort sagt ikke er grund til det. For hvis man har set de to første film, kender man allerede formlen til resten af filmen.

Man følger den lille hjemsøgte familie gennem “private optagelser”, dels med håndholdt kamera og dels via de kameraer som Dennis har opstillet. Filmen forløber sig derfor i et meget langsomt tempo, men alligevel lykkes det for den at opbygge en intens stemning, der kun enkelte gange afløses af befriende små chok. Nogen vil kalde det ny suppe på gamle boller, og det er da også svært at argumentere fuldstændig imod dette.

For langt hen ad vejen er det den samme historie, som de foregående film. Den går naturligvis et spadestik dybere end forgængerne, men det ændrer dog ikke ved, at metoderne er de samme, og stilen er stort set identisk.

 

Når genbrug er godt

Der er som nævnt nogen der vil kalde det genbrug, men der er på den anden side også noget der hedder, at man ikke skal reparere noget der ikke er istykker, og det er denne bestemt ikke. For selvom man har set det mest før, så er den uhyre effektiv. Der er nogle fantastiske chokeffekter, og så opbygger den en stemning der gør, at man til tider sidder med nerverne helt uden på tøjet. Og når det lykkes for en gyser, så er den vel i sin eksistensberettigelse en succes. For formålet med filmen er jo lige netop dét – at skræmme beskuerne.

Noget af det der har været med til at holde de første film kørende har været de medvirkende skuespillere, der i de første to film har været yderst overbevisende, og nummer tre er ingen undtagelse. At man ikke har set nogen af skuespillerne før, er med til at give filmen en vigtig form for autencitet.

 

Glimerende brug af musik

Musik kan virkelig bruges til at opbygge en stemning i gyserfilm. I Paranormal Activity 3 er musikken også brugt helt perfekt, der er nemlig ikke nogen. Filmen skal ligne såkaldt lost footage, og derfor er der ikke nogen musik i filmen, da den udelukkende er baseret på de rå optagelserne. Musik kan være med til at opbygge dramatik i fiktionen, og når musikken mangler bliver man også lettere i tvivl om, hvorvidt det nu også er fiktion eller det er rigtigt, det vi sidder og ser på, også selvom vi udemærket godt ved, det ikke er tilfældet.

Paranormal Activity 3 er i min optik en glimrende gyser, der uden tvivl på det varmeste kan anbefales af dem der godt kunne lide de to første film. Det kræver dog også er man er villig til at tage filmstilen til sig, for ellers vil man nok kede sig bravt. Den skal dog også have kritik for, trods alt at minde så meget om forgængerne, det er i hvert fald ikke på fornyelse af de ekstra millioner filmen har kostet er brugt på.

 

 

Smid en kommentar