Only God Forgives – Smuk voldsfest badet i neon og symbolik

Denne gang foregår handlingen i Bangkok, hvor den unge mand, Julian (Gosling) er flygtet til fra USA, og dagligt bokser for penge i byens kriminelle undergrund. Hans liv kompliceres, da hans mor dukker op, og forsøger at overtale ham til at hævne mordet på sin bror, som er blevet myrdet efter at have dræbt en ung pige.

Lad os undgå flere retssager og tilkendegive fra starten at dette ikke er Drive
Hvis du godt kunne lide Drive, og glæder dig til at genopleve det fantastiske, elektroniske Refn-Gosling univers, så er dette ikke filmen. Denne film er dybt æstetiseret fra start til slut, hvor hver handling er visuelt planlagt og udført med religiøs højtidelig, præcision. På mange måder minder den om den koreanske hævn-film I Saw the Devil (2010) hvor brutal, visuel vold blandes med smukke, symmetriske opstillinger. Julians hævntogt bliver hurtigt et spørgsmål om etik, og Refn leger med spørgsmålet om definitionen af skurk og helt, samt menneskets italesættelse af ondskab. Der er et enormt fokus på statuer, hænder og døre i en uendelig hidsig flod af tung symbolik der slynges i hovedet på tilskueren fra starten. Samtidig pumper soundtracket ustoppeligt gennem hele filmen, med musik der nemt kunne forveksles med de elektroniske takter fra Maniac (1980) – endnu en film hvor en ond, dog sympatisk, protagonist objektificerer kvinder som statuer.

Der er uendelige mængder symbolik, hvilket bør understreges eftersom det hovedsagligt er dette som får lov at bære filmens spinkle handling. Der er desværre ikke så meget indhold som i Drive, og symbolik kræver indhold til ernæring, som ild kræver ilt. Hver scene er hybersymmetrisk opstillet og kunstigt af udseende – åbenbart er alle barer i Bangkok tung i symbolsk symmetri, som mælkebaren i Clockwork Orange. Det er som at se Gosling vandre rundt i et drømmeunivers, udsprunget fra den blå kampscene i Kill Bill. ‘Naturligt lys’ har tilsyneladende stået i manuskriptet med et stort rødt X henover sig.

Symbolik viklet om luft
Læsningerne af denne film er både uendelige og åbenlyst præsenteret på et sølvfad, hvor man desperat kan sidde og rodde efter selve hovedretten. Det hele drukner i kunst og blod, hvilket er fint og flot, men desværre ikke andet. Det er en fascinerende freudiansk historie, med overdådige billeder, men alligevel følte jeg mig fanget i dets univers og tænkte “Er dette mon meningen? Skal vi som tilskuere føle os lige så fanget som hovedpersonen selv?” Måske ikke. Måske er de involverede parter blevet så opslugt af stemningen, af skønheden, at de helt har glemt at det også skal vikles rundt om noget for at få form. Den filmkyndige vil se dette som et hop fra den ene reference til den anden, i et overæstetiseret univers, med en så tung symbolik at ikke engang replikkerne kan ånde. Alle andre vil måske have svært ved overhovedet at finde andet i den, end kort voldelig underholdning i et syret Lynch-agtigt univers. Jeg var ikke skuffet, men jeg var heller ikke imponeret, og dog vil jeg alligevel anbefale denne smukke, fantastiske voldsfest. Se den, hav en mening om den, men for Guds skyld: lad være med at sagsøge grundet svigtede forventninger, dette er hverken Drive eller en triviel bokse-action film.

5stars

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar