Er Natalie Portman ude af Thor-franchisen?

Rygter går om at Natalie Portman har taget permanent afsked med Marvels Thor-franchise. Dette sker efter lang tids spekulation omkring Portmans involvering i Marvel-universet efter skuespillerindens strid med Marvel Studios omkring hendes kontrakt og indflydelse på valget af instruktør til filmene.

Det har længe været omtalt at Natalie Portman har været mindre glad for sin rolle som tordengudens kærlighedsinteresse, Jane Foster, i Thor-franchisen. I forbindelse med Thor: The Dark World (2013) fløj der en række rygter om Portmans mislykkede forsøg på at komme ud af sin kontrakt med filmselskabet efter fyringen af instruktøren Patty Jenkins, som Portman personligt havde anbefalet til projektet. Jenkins ville have været Marvel spillefilmenes første kvindelige instruktør og ifølge The Hollywood Reporter var dette, sammen med ønsket om at tilbringe mere tid sammen med sin familie, et af hovedårsagerne til at skuespillerinden ønskede at droppe ud af franchisen.

via GIPHY

Nu ser det dog ud til at Portman endelig har fået sin vilje da det rygtes at hun ikke vil vende tilbage i rollen som Jane Foster i den kommende Thor-film, Thor: Ragnarok.  Det er samtidigt blevet offentliggjort at skuespillerinden Tessa Thompson (kendt for roller i Oscarnominerede film som Creed og Selma) er blevet tilknyttet en større rolle i filmen. Det er endnu ikke bekræftet hvem Thompson skal spille, men i følge Independent peger tegnene på at hun får en større superhelterolle såsom Valkyrie. Dette kunne tyde på at instruktøren Taika Waititi vil præsentere Thompsons karakter som en potentiel ny kærlighedsinteresse for titelguden.

Thor: Ragnarok får premiere i 2017 med Chris Hemsworth (Thor), Mark Ruffalo (Bruce Banner/Hulk) og Tom Hiddleston (Loki) i tilbagevendende roller.

Ragnarok

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

1 comment

Smid en kommentar