Når Vinden Rejser Sig – en mester takker af

Og hvor ville jeg ønske at jeg kunne kvittere med fuldt hus til troldmandens svanesang, Når Vinden Rejser Sig’ !

Når jeg ikke gør det, så er det fordi at jeg forbinder Miyazaki med det ’fantastiske’ i bogstavelig forstand; eventyrlige verdener og overnaturlige væsner kigger frem fra nær sagt alle vegne i oeuvret. Og dette gør han i øvrigt uden at vinke farvel til et voksent publikum. Denne film vinker farvel til det unge.

I denne forstand er ’Når Vinden Rejser Sig’ en ret atypisk Miyazaki-film, den omhandler en faktisk, historisk person, flydesigneren Jirô Horikoshi, og foregår i et realistisk skildret Japan og Tyskland i tiden mellem de to verdenskrige.
Det ’fantastiske’ sniger sig ind, men er forbeholdt Jirôs drømme og mareridt; således bliver en faretruende flyeskadrille tidligt i filmen gjort til blækspruttelignende, organiske væsner. De uspolerede drømme bliver ofte til mareridt når virkeligheden begynder at presse sig på, enten fordi noget er galt med maskinernes konstruktion eller fordi de nedskydes.

Jirô Horikoshi er som sagt en faktisk person, der designede japanske kampfly, brugt under 2. Verdenskrig. Det mest kendte er modellen ’Zero’, som du har set bombe Pearl Harbor i smadder i filmen af samme navn (2001).

Vi møder Jirô i hans helt unge år – stærkt flyinteresseret men ditto nærsynet.
At blive pilot bliver altså ved, og i, drømmen, heri møder han sit forbillede, den verdensberømte, italienske flyingeniør Giovanni Caproni.

Man vælger ikke selv sin historiske samtid, og skal Jirô praktisere sin ’kunst’ må den i krigstid jo nødvendigvis materialisere sig i kampfly. Jirô fremstilles dog lettere naiv, opslugt af sine ideer og udregninger men knapt så engageret i krigens rædsler og gru, eller også er det bare filmen der er det. Miyazaki selv har da også udtalt at han ikke har nogle intentioner om i filmen at forsvare vores hovedkarakter ved eksempelvis at insinuere at Jirô hellere ville designe civile passagerfly. Jeg mener dog ikke at det ville have tjent filmen dårligere med en større på det paradoks der er i, at skabe noget smukt og himmelsk til et helvedes formål.

Man vælger heller ikke selv hvem man falder for og under jordskælvet i Tokyo 1923 møder Jirô for første gang dét, der senere skal blive hans udkårne, Nahoko. Det er en byrdefuld kærlighed, da Nahoko lider af dødelig tuberkulose og det medlidende modus nærmer sig Isao Takahatas højder i ’Grave of the Fireflies’. Det er et modus der for begge films vedkommende bliver for højt til undertegnedes smag, men de færreste vil kunne undgå at få våde øjne af Takahatas dybt tragiske klassiker fra 1988.

Caproni fortæller Jirô ved filmens afslutning at han vil trække sig tilbage og nyde sit otium med smil på læben, da nye kræfter står klar til at overtage scenen. Således ytrer Miyazaki sig på vanlig vis, i skikkelse af en af sine figurer.
5stars

Smid en kommentar