Mig ejer ingen – En film om det at blive forladt og være skilsmissebarn.

Mikael Persbrandt, spiller arbejderen Hasse, som er gift og har en datter. Men uden at han har lagt mærke til det, er han og konen Katja vokset fra hinanden. Han snakker mere om de store spring i livet, mens Katja tager dem, og det er derfor naturligt, at hun forlader ham. Men for at han ikke skal miste alt, efterlader hun det vigtigste for dem begge, nemlig lille Lisa, hos ham.

Lisa viser sig hurtigt at være Hasses eneste grund til at holde nogenlunde sammen på tingene. Han prøver at være den bedste far han kan være, men det er venstrehåndsarbejde, for han har aldrig prøvet det før. Han ved ikke, hvor børnehaven ligger, eller hvornår den åbner. Lille Lisa, der føler sig forladt af sin mor, binder sig hurtigt til sin far, han er en stærk mand, som arbejder hårdt, fordi det er nødvendigt. Det er mere beundringsværdigt for Lisa end at snakke meget, som morens nye kæreste gør.

Som årene går bliver Hasse mere alkoholiseret, og Lisas beundring fra barndommen byttes med en teenagers trods og skam overfor en pinlig far. Hun flytter hjem til sin mor, stedfar og halvlillesøster hvor hun vokser op og ender som færdiguddannet læge. En voksen kvinde, som godt kan se at hendes far, trods sine mangler, altid havde hjertet på det rette sted, selvom det var knust.
Filmen foregår i 1970’ernes Sverige, en periode med tiltagende fokus på lighed mellem kønnene og hvor traditionerne ikke længere er så altdominerende som for de foregående generationer. Hasse er en mand, der er åben nok for samfundets udvikling, men han er bare ikke omstillingsparat nok til at kunne tilpasse sig. Persbrandt spiller fandens godt, han udtrykker både smerte, sårbarhed og styrke så troværdigt at denne alkoholiserede sociale taber stadigvæk fremstår sympatisk. Samtidigt er der blevet gjort et fantastisk castingarbejde, fordi det er ikke altid nemt at finde barneskuespillere, som kan levere en bæredygtig præstation. Men det har man gjort med både lille Lisa som 5årig og som teenager. Hvilket er så essentielt, fordi det er Lisas fortælling, og det ville have været en skam, hvis mindre dygtige unge piger havde fået rollerne.

Alt passer perfekt sammen, perioden og det at være en enlig far fra arbejderklassen skaber rammerne for en interessant socialrealistisk fortælling, som støttes af en effektiv og minimalistisk lydside, hvor den akustiske guitar bidrager til både det triste og det søde.
Mig ejer ingen giver et realistisk og hjerteskærende indblik i det at blive forladt, både som forældre og barn. Det er en karakterdefinerende oplevelse, som enten knækker en totalt, eller gør en stærkere. Selvom filmen i lange perioder har en sørgmodighed over sig, får den en perfekt slutning, der efterlader dig rørt uden, at det bliver en alt for sukkersød happy ending.

4stars

Smid en kommentar