Mennesker bliver spist

Herluf (Erik Clausen) er en ældre bilmekaniker, hvis hukommelse efterhånden er begyndt at halte lidt. Hans kone, Ingelise (Bodil Jørgensen), har efterhånden ikke så meget interesse i ham, og har en affære med en kollega. Hans datter, Gitte (Lærke Winther Andersen), er møgforkælet og i stedet for at få lov at pleje sine egne interesser, skal han i stedet sponsere hendes tredje bryllup.

Herlufs bliver efterhånden mere og mere dement, men holder det hemmeligt for familie og venner, der bare tror han har fået for mange bajere. En dag går det helt galt, da han glemmer at tilslutte bremserne til en bil til reparation, hvilket medfører et biluheld med en mor og hendes lille pige. I sin desperation efter hjælp, havner han til en bilauktion, hvor en gammel bekendt hænger ud. Før han får set sig om har han købt en bil, og for at slippe for at betale gemmer han sig på en lastvogn – og finder pludselig sig selv i Polen. Hvordan reagerer familien, når Herluf pludselig ikke længere er i deres liv?

Det er trist at se, hvordan denne stakkels mand kæmper for at holde fast i sin hurtigt svindende identitet, mens det derhjemme går op for hans familie, hvor meget de har taget for givet, og hvor lidt de egentlig kender deres Herluf.  Især Lærke Winther Andersen giver en god fremstilling af datteren, der da også synes det er egoistisk af faderen at han sådan forsvinder lige inden deres bryllupsrejse. Nicolas Bro leverer comic-relief for den ellers triste stemning, med sin fejlede eftersøgning og filmens bedste replik: ”Har du kysset en fra Dansk Folkeparti? Fy for satan!”

Filmen er delt op i to dele. Historien, om den stakkels godhjertede mand, der langsomt mister sig selv og tænker tilbage på bedre dage. Og historien, om familien, der efter at Herluf forsvinder både fysisk og psykisk, finder hinanden. Den sidste del kan blive noget langtrukken med selvretfærdige mennesker, der deres stædighed til trods alligevel finder sammen. Derudover kan man som ungt, empatisk menneske føle mig lidt udenfor historien. Selvom den socialpolitiske kritik for sig er reel nok, og vi da skal passe på hinanden, er den leveret med en nostalgi, det for et yngre publikum kan være svært at relatere til – til trods for at det er den vej, kritikken peger fingre. Den stakkels mand vil hellere synge dansk top end at høre techno larm, tingene er da heller ikke som de har været…

Det er en noget tragisk historie om den gamle mand, der bliver dement – dog kan Clausen selvfølgelig ikke holde sig fra at moralisere lidt. De unge har ingen respekt for de ældre, børn sætter ikke pris på deres forældre. Vi skal nyde vores nærmeste mens vi har dem og vores liv, mens vi stadig kan. Det er et lidt snevert syn på, hvordan den danske befolkning opfører sig over for hinanden, hvor unge mennesker hører direkte larm (du har ret Clausen, det har ikke noget med musik at gøre). Man kan nok ikke lade være med at tænke, at ”sådan er jeg da ikke”, men man må nok indse at det er sådan det hænger sammen. Det er et meget fint og poetisk budskab, og filmen fik mig til både at græde og le.

4stars

1 comment

  1. Tak for en dejlig film , man grinede og græd og holdt af og et godt budskab til os alle sammen . At nyde hinanden og holde sammen i familierne . Mvh Tina jeg giver den 6 stjerner

Smid en kommentar