Maze Runner: The Scorch Trials – Never. Stop. Running.

Ungerne fra labyrinten er sluppet fri, men er langt fra færdige med at løbe i efterfølgeren til Maze Runner fra sidste år. Mens forgængeren lod en masse spørgsmål være ubesvaret, bliver store dele af gåden afdækket i The Scorch Trials.

Vi forlod Thomas og hans venner da de, efter at være undsluppet ”the grievers” og uretfærdige prøvelser i labyrinten, fandt ud af, at organisationen WCKD (eller ”Wicked”) stod bag deres tilfangetagelse da de ønskede at studere dem i håb om at finde en kur mod den epidemi, der plagede verden. De er dog tilsyneladende blevet infiltreret af armeret mænd, selvsamme mænd, der henter Thomas og co. i Wicked’s laboratorium.

Cut til The Scorch Trials, hvor gruppen ankommer til de armerede mænds hovedkvarter, hvor de bliver lovet, at de nu er i sikkerhed, og snart vil blive taget videre til et safe haven. Det står dog hurtigt klart for Thomas, at noget ikke helt stemmer overens, og snart må gruppen se sig nødsaget til at flygte ud i ørkenen, The Scorch. Deres eneste håb er et brudstykke af information om en modbevægelse kaldet Den Højre Arm, der hjælper unge som dem med at komme i sikkerhed. Men ude i landskabet lurer Udbrudet og de horrible konsekvenser det har fået for befolkningen; en befolkning, der nu betegnes som Køtere, og er sultne efter kød.

scorchtrials-7-gallery-image

Det kan være svært at beskrive filmen uden at spoile alt for meget, men så meget kan man vel sige: Der er tale som en zombie-action/thriller, der er langt mere creepy end dens forgænger. Action er der også skruet lidt op for, og vores helte løber om muligt endnu mere, end i Maze Runner. Til gengæld kommer mysteriet lidt i baggrunden i forhold til, hvorfor det er at de er forfulgt og tilfangetagne. Det, jeg personligt så godt kunne lide ved den første film, var, at man bliver smidt lige ind i situationen (in medias res), og ved absolut intet om hvad der foregår, ligesom hovedkarakteren. Mysteriet der så langsomt bliver opklaret, falder lidt til jorden i Scorch Trials, da meget af tiden går med at flygte indtil, bum, der fandt vi en der kunne forklare os, hvad der foregår. Øv, altså.

Når det så er sagt, så er det en virkelig underholdende film, der virkelig forstår at holde suspensen kørende. Der er ikke meget nyt i det (zombies, magtfuld organisation, individets værdi vs. “the greater good”, bla bla bla), men det er et adrenalin-boost af eksploderende action-scener, hovedkulds flugt og creepy post-apocalyptiske scenarier. Det er klart en ”out of sight, out of mind”-film, der næppe efterlader stof til eftertanke, men du vil helt sikkert være underholdt for den tid det nu varer.

4stars

Smid en kommentar