Marguerite – Rammer de rette toner

Marguerite er en vidunderligt, tåkrummende tragi-komedie som udforsker værdien af sandhed, frihed og individualitet.

Vi befinder os i Paris i 1920. Den velstående baronesse, Marguerite Dumont, holder et af sine famøse velgørenhedsarrangementer med sine aristokratiske venner, hvor der er masser af musik og sang. Udover de professionelle musikere, indtager baronessen også selv scenen og synger sit hjerte ud til store klapsalver hos publikum. Hun ved dog ikke selv, at hun synger pivfalsk og at ingen nænner at fortælle hende sandheden. Hendes trætte mand gør sit bedste for at opretholde illusionen, for sang og musik er Marguerites store passion. Det hele bliver dog en del mere kompliceret da et par unge journalister overbeviser hende om at hun skal følge sin drøm og dele sit talent med hele verdenen på den største scene af dem alle; Operaen. Nu sættes den helt store stemmetræning igang, og hendes mand må beslutte sig for om det er bedst at fortælle Marguerite sandheden eller lade hende synge foran hele Paris.

Marguerite bliver medrevet af de unge journalister og kunstnere som introducerer hende for Frankrigs subkulturer og natteliv, hvor drømme bliver til virkelighed og hvor alle hver især kan dyrke sin individuelle frihed. Det er ikke svært at se hvorfor baronessen er tiltrukket af dette miljø, eftersom hendes mand, Georges (André Marcon), holder hende afskygget fra omverdenen i ægteparrets store palæ. I virkeligheden har Georges gode intentioner. Han vil beskytte sin hustru fra omverdenens fordømmelse og han frygter at hun vil blive til grin hvis hun får lov at optræde i Operaen. Det store dilemma er blot hvorvidt sandheden i sidste ende overhovedet er bedre end illusionen?

rite_photogramme_presse_05

Marguerite er løst baseret på Florence Foster Jenkins, som var en velhavende amatør-operasangerinde kendt for at synge fantastisk falsk. Meryl Streep vil snart kunne ses i rollen som Jenkins i en amerikansk biopic. Marguerite er dog ikke en biopic, men en drømmende fusion mellem Jenkins og 1920’ernes Frankrig, som både var rig på aristokrati og anarki. Filmen udforsker de franske anarkisters tanker om frihed og individualitet gennem Marguerites rejse fra aristokratiets (og ægteskabets)  lænker mod at finde sin egen stemme og følge sine egne drømme. For Marguerite går privilegier og livsglæde hånd i hånd. Selv er hun lykkeligt uvidende om magten der ligger i hendes formue som alle vil have fingrene i, men penge betyder nu heller ikke så meget for hende. Som hun siger: “Penge er ikke vigtigt. Det er kun vigtigt at man har dem.” I dette ligger også filmens tragiske side, for det er tydeligt for alle andre end Marguerite at hun bliver udnyttet af folk omkring hende. Dette bryder hendes mand sig naturligvis ikke om, men det mærkelige er, at det faktisk er et scenarie som fungerer for alle. Så længe illusionen holdes i live er alle glade.

rite_photogramme_presse_07

Instruktør Xavier Giannoli får os både til at grine og græde på hans rejse med den elskværdige Marguerite, som hovedfast stræber efter den store drøm om frigørelse og anerkendelse. Der er masser af komik men også nogle dybe spørgsmål omkring hvad det vil sige at være fri. Kan man være fri når man lever i en illusion? Ligger friheden i at følge sin drøm, eller ligger den i den skinbare sandhed? Catherine Frot er strålende i sin hjerteskærende skildring af Marguerite. Vi kan fra starten ikke lade være med at grine af hendes forfærdelige sangstemme og absurde situation, men det er også svært at holde sig fra at heppe med på hendes uopnåelige drøm og bede til at illusionen i sidste ende vil forvandle sig til sandheden.

Marguerite har premiere d. 28. april.

5stars

Jane Valeur

Jane Valeur

Cand.mag i Film- og medievidenskab. Anmelder på Film-nyt.dk siden 2012 og medredaktør siden april 2016. Nørder alt indenfor film, tv og pop kultur.

Smid en kommentar