Magic Mike XXL – blu-ray anmeldelse

Lige så god som en film om mandlige strippere kan være, lige så elendig som man kunne forvente, kan den også være. Det beviser instruktøren Gregory Jacobs og forfatteren Reid Carolin med efterfølgeren, der har fået det opfindsomme navn Magic Mike XXL. Alene på titlen kan man godt fornemme, at efterfølgeren ikke er en film, der er specielt tro mod originalen.

Magic Mike XXL foregår nogle år efter den første film udspillede sig, væk er Dallas (der blev spillet af Matthew McConaughey i den første film) og Adam (Alex Pettyfer). Tilbage står Mike (Channing Tatum) og Ken (Matt Bomer) og en lang række mere eller mindre kendte skuespillere, hvor nogle stykker af dem er gengangere fra den første film, og Mat.

Mike har lagt stripperlivet bag sig og arbejder nu fuld tid i sin håndværker virksomhed, hvor han har en enkelt ansat som han kæmper med at kunne betale løn til. Livet på scenen er fortid, indtil fortiden indhenter ham, da Ken, Tito, Tarzan & co pludselig tilbyder ham at komme med en på en sidste tur til en stor konference, hvor de skal vise alle de andre mandlige strippere hvordan det skal gøres.

Mike siger nej, men efter som der er en film, er det nok ikke den helt store spoiler at sige, at han ombestemmer sig, da økonomien er stram, og at han simpelthen bare ikke kan lade være med at danse erotisk, når der kommer en lækker sang i radioen.

Det bliver en tur, hvor der sker uventede ting, men også en tur hvor livets store emner bliver vendt og drejet og hvor der er masser af plads til venskab, druk, sjove tider og masser af strip, og hvor gamle bekendtskaber dukker op.

Lyder det som noget for dig? – så spring endelig ud i det. Magik Mike XXL er let fordøjelig, og det er da imponerende hvordan de svinger deres spændstige kroppe rundt. Hvad der til gengæld ikke er imponerende er filmens halvsløje skuespil, og den elendige historie, manuskript der ellers er skrevet af den samme og instruktion. Der er en overflod af lange klip og scener der varer unaturligt lang tid, hvilket givetvis har været for at få spilletiden lidt op.

Det er på ingen måder en værdig efterfølger, men til en venindeaften hvor der ikke er råd til en levende stripper, kan den muligvis være et fint alternativ.

2stars

Smid en kommentar