Mad Max: Fury Road – En tvivlsom genopstandelse

Mad Max: Fury Road er en mesterlig actionfilm – et energisk og kompromisløs værk af bevægelse, mekanisme, grus og nihilistisk vold og kaos.

Hvor den første Mad Max film handlede om Max, en politibetjenten der prøvede at bekæmpe den nyfunden, benzindrevede verden, alt imens bibeholde sin menneskelighed, er Fury Road en film om den torturrede overlever der står mellem valget at lade sin fortid blive hans undergang eller omfavne menneskeligheden og lade sig blive præget af empati og håb for menneskeheden. Fanget meget tidligt i filmen af den ubarmhjertige og barske Immortan Joe (Hugh Keays-Byrne), må Max (Tom Hardy) se sig nødsaget til at slå sig sammen med den hårdfør dog medfølende Imperator Furiosa (Charlize Theron) for at undslippe det brutale samfund af sygdomsramte krigere, der ser kvinder som en naturressource for forplantning, og føde i form af modermælk. Sammen prøver de at redde Immortan Joe’s yndlings avlskoner, dette udmunder sig i en 2 timers hæsblæsende, destruktiv køretur gennem den tørlagte ørken hvor kun benzin har magten. Miller prøver på bedste vis at frembringe et klart billede af fremtidens patriarkat, og sammen med Furiosa og resten af kvinderne, der ofte får mere scenetid end Max, prøver filmens helt at bringe det til grunden.

I sand postapokalyptisk action-stil er der ikke meget historie, som skal klarlægges eller forklares, men jeg synes dog til tid, at George Miller skulle have holdt sig til sin forestilling om en 2 timers lang heavy-metal musikvideo. Det ville have bragt filmen til sit retmæssige niveau. I stedet bliver der desværre involveret nogle dialoger og indholdsløse historier, der bringer filmens kvalitet ned. Ikke at der kommer mange af den type scener, men stadig nok til at man sidder med en tvivlsom følelse om hvad Miller’s hensigt er med de enkelte karakterer.

Dette bringer mig til det punkt, man ofte må stille sig selv når man vælger denne type genre at smide på storskærmen. Det handler i bund og grund om præmis. Hvis man forventer 2 timers fuld skrue, med 120 i timen, flotte visuelle effekter og bizarre, sindsforvirrede scener, så er Mad Max: Fury Road en god måde af få indløst disse lyster. For filmen leverer uden tvivl et solidt stykke action, med biljagter, der formår at holde sig fornyet selv efter den tyvende eksplosion.

Men leder man efter en smule mere indhold og karakterdannelse, bliver man jævnt skuffet. For Fury Road ligger ikke skjul på, at alt arbejde er sat ind for at der netop ikke er tid til den slags fundering. Jeg fandt mig, til tider, leende af de lettere grinagtige scener af absurdheder, om dette er Miller’s hensigt er dog ikke til at vide. Men jeg har svært ved helt at håndgribe George Miller’s univers, og det gør jeg sidder tilbage med en lidt skuffende følelse af, at filmen kunne have højnet sig til noget mere.

 3stars

Smid en kommentar