Locke – Steven Knight tager fornyet stilart

Selvom en halv snes skuespillere er opstillet på listen i kreditteksten, står Tom Hardy alene tilbage om skuespilet i denne 85 minutter lange film. I rollen som Ivan Locke, er han den eneste vi som publikum får kontakt med. Dette realtidsdrama udfolder sig i en BMW, hvori vores eneste hovedperson Ivan Locke, foretager en natlig køretur fra Birmingham til London.

Følger med trenden – og dog.

Der har været en navnlig tendens de senere år, hvor filminstruktører er blevet mere opmærksomme og tilbøjelige til denne form for ’filmatiseret’ monolog. Jeg påskynder dog, at der er særlig grund til at være ekstra opmærksom på Steven Knights forsøg på dette. Tidligere har disse monologer været præget af ekstreme sceneri og/eller kulisser, eksempler på dette kunne være ’Buried’ og ’Gravity’. I filmen Locke bliver det hele vendt på hovedet, og vi får i stedet et helt almindeligt hverdags scenario – en halvanden times køretur, der vender op og ned på livet af en enkelt mand.

“Forskellen mellem aldrig og én gang, betyder alting”. Dette er essensen af filmens hovedmotiv, og der går ikke længe fra filmens begyndelse, til vi hurtigt får kernepunktet for filmens dilemma introduceret. Først sidder man med en fornemmelse af overraskelse, da det kan virke en smule ulogisk at smide publikum stik ind i handlingen og dernæst nærmest får smidt filmens udfald direkte i ansigt efter de 15 første minutter af filmen. Men Tom Hardys skildring af en almindelig mand på en almindelig hverdag besidder en sådan fordybelse og optagethed, at filmen på forbløffende vis holder suspense under hele filmen. Filmens kameraføring og – vinkel er også en stor bidrager til at hypnotisere publikums opmærksomhed, og den fremmer ens egen fantasi til at engagere sig i filmen historie. Endvidere leverer den flere ubestemte karakterer, hvor man som publikum selv må træde til for at udefylde de huler filmen afgiver. 85 minutter kan virke som lang tid for en køretur, hvor man ikke engang selv for lov til at sidde bag roret, og dog formåer Locke at fængsle os til passagersædet og overbevise os om at hvert sekund tæller.

Hovedpersonens flugt fra fortiden og hans fars eftermæle, kommer også til spil i skildringen af Ivans enetale med sin far, der kommer åndeligt til live på bagsædet. Dette kan dog til tider virke en smule ’unødvendigt’ for filmen, da den sagtens kan bære sin egen vægt, via de problemer der opstår i familien.

Diverse metaforer angående hans job som bygningsingeniør og hans forhold til beton i forbindelse med hans familieliv, kan til tider virke temmelig prosaisk. Men alt i alt leverer filmen i flot stykke filmarbejde!

5stars

Tags:

Smid en kommentar