Let Me In – Et (næsten)perfekt remake

En af grundene til at Matt Reeves slipper rigtig godt fra at genindspille filmen skyldes to ting. Dels er han uhyre tro mod originalen, både hvad angår handling, stemning og stil og dels har han sammensat et fantastisk cast.

Hovedrollen som den 12-årige Owen, bliver spillet af Kodi Smith-McPhee, som havde sin første større rolle overfor Viggo Mortensen i John Hillcoat’s dystre The Road. Rollen som vampyren Abbey bliver spillet af Chloe Moretz der stormede ind i mange filmelskeres hjerte som Hit-Girl i Matthew Vaughn’s Kick-Ass. Detil kommer gode præstationer fra altid glimrende Richard Jenkins, Elias Koteas og resten af de medvirkende i filmen.

Den svære barndom
12-årige Owen bor alene sammen med sin mor i et trist lejlighedskompleks. Owen har det ikke let, han er spinkel, ensom og bliver hele tiden drillet og tyranniseret på værste vis i skolen.

Det ændre sig dog alt sammen da der flytter nogen ind i lejligheden ved siden af. En ældre herre og hvad der virker til at være hans datter. Manden holder sig for sig selv, og datteren går med bare tæer selvom sneen ligger tungt på jorden. Abbey(som hun hedder) er ikke som de andre piger Owen kender, og da de falder i snak viser det sig også at hun ikke er normal. Owen bliver fascineret af hendes væsen og de to udvikler et venskab, også selvom Abbey har advaret ham om det ikke må ske.

Alt i mens begynder indbyggerne i byen at forsvinde og blive dræbt på bestialsk vis. Og det er der en ganske “naturlig” forklaring på. Abbey er nemlig vampyr og skal have blod for at overleve….

Alt andet end almindelig
Ligesom Abbey ikke er en helt almindelig pige, så er Let Me In heller ikke nogen almindelig vampyrfilm. Selvom den er væsentlig mere blodig end den svenske forgænger, så udspiller den sig stadig i et helt andet tempo end man er vant til fra film i genren. Dette skal dog forstås på den mest positive måde. Let Me In snegler sig nemlig af sted, og flere scener er næsten dræbende lange, men det er udført på en måde der gør, at det aldrig bliver kedelige, men opbygger en rigtig god suspense, der flere gange kulminerer i nogle fremragende voldsomme scener – Fantastisk !

Et remake eller en fortolkning?
Tomas Alfredsons film Lad den rette komme ind, er baseret på John Ajvide Lindqvist’s bog og det samme er Let Me In. Så egentlig er der ikke tale om et remake af den svenske film, men en anden fortolkning af Lindqvists bog. Der er dog ikke nogen tvivl om at Reeves har set Alfredsons version, for med undtagelse af starten og slutningen er filmen stort set identisk. Selv lejlighedskomplekset i New Mexico ligner det svenske.

Gysermesteren Stephen King har kaldt Let Me In for den bedste amerikanske gyser i 20 år. Om dette stemmer overens med min optik er jeg ikke så sikker på, men at der uden tvivl den bedste i flere år. Matt Reeves laver desværre nogle meget åbenlyse fejl i filmen, der lidt ødelægger et ellers fremragende helhedsindtryk.

Vurderingen
Let Me In appellerer bredere end Lad Den Rette Komme Ind, også selvom den svenske rent faktisk er en smule overlegen på flere punkter. Mange rynker på næsen over at amerikanere skal remake alting, fordi de ikke gider læse undertekster. Men man skal nok ikke kaste for meget med sten her i landet. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om at Let Me In kommer til at være en langt større succes end den svenske udgave – også selvom ligheden mellem de to er slående og der ikke er nogen store Hollywood stjerner på rollelisten. Egentlig fortjener Let Me In en stjerne mindre end den svenske udgave, men fire er simpelthen i underkanten.

Let Me In er alt hvad Twilight filmene ikke er, den er dyster, den er velspillet, den er medrivende og så er den helt fantastisk moden – til trods for at hovedpersonerne er 12 år.

 

Smid en kommentar