Lad den rette komme ind

I et trist svensk boligkompleks i starten af firserne, bor den 12 år og 8 måneder gamle Oskar sammen med sin mor. Oskar er en spøjst udseende dreng der har det svært i skolen hvor en gruppe af tre drenge terrorisere ham og driller på onde måder som kun børn kan være det. Egentlig ville Oskar gerne slå fra sig, men han har aldrig turde.

Dette ændre sig dog da han møder nabopigen Eli at kende, hun overbeviser ham om at han skal slå igen, så hårdt at de ikke tør gøre noget. Eli er ikke som de andre piger Oskar kender, der er noget anderledes over hende, desuden fryser hun ikke, og lugter også anderledes. Det viser sig dog hurtigt at Eli og Oskar har en ting til fælles, nemlig ensomheden som de to så begynder at bryde.

Lad den rette komme ind er som nævnt ikke en typisk vampyrfilm, den er meget mere end det. Det er en fortælling om to umiddelbare meget forskellige skæbner der mødes, og viser at forskelligheder nogen gange måske nærmere er ligheder. Manuskriptet er skrevet af John Ajvide Lindqvist der også har skrevet bogen filmen er baseret på. Historien er velskrevet og handlingen er selvom den hverken er hæsblæsende eller decideret spændende meget medrivende. Dialogen mellem de to unge skuespillere Kåre Hedebrant og Leandersson er yderst troværdig og de gør en rigtig god figur.

Thomas Alfredson der har instrueret filmen her gjort et fremragende arbejde, med smukke billeder, og en sikker kameraføring der til tider nærmest er i drømmende bevægelser medvirker det et fantastisk helhedsindtryk af en meget anderledes men fremragende film.

Selvom vampyrfilmen som det flere gange er nævnt her, er langt fra traditionel betyder det ikke at den ikke har nogen uhyggelige klassiske vampyrelementer, og det mørke næsten sorte blod i den svenske lyse sne fungerer, ikke på sammen dystre blodige måde som i David Slades 30 Days of Night, men på en mere sofistikeret og realistisk måde. Filmen efterlader en med masser af indtryk, indtryk man måske ikke havde forventet og måske lige skal fordøje, men når det er sket er det svært ikke at være en smule begejstret.

Filmen står efter sigende overfor en amerikanisering i en nærmere fremtid, og det er ikke alene unødvendigt, det er også synd og skam, for det er svært at se hvordan filmen skulle kunne bedre af at have amerikanske skuespillere. Men de fleste er nok klar over hvor svært det er at få en ikke engelsktalende film til at slå igennem på det amerikanske eller store internationale marked. En ting er dog sikkert, men amerikanske instruktører kunne lære en masse af denne film. Man kan kun håbe den næste version bliver lavet med alt ære og respekt for denne originale original.

 

 

 

Smid en kommentar