Kvinden i Buret – God, men kliché-ramt thriller

Den gnavne, fandenivoldske og stædige Carl (Nikolaj Lie Kaas) bliver efter et skuddrama på et gerningssted, der resulterede i hans ene partners død og den andens lammelse, sendt ned i kælderen på politigården for at lede den nyligt oprettede Afdeling Q. Afdelingen består af Carl selv og hans nye assistent, Assad (Fares Fares), og sammen har de til opgave at læse gamle sager igennem, skrive en rapport og derefter arkivere dem. Men Carl bliver lynhurtigt fanget af en sag om den unge politiker Merete Lynggaard (Sonja Richter), der fem år tidligere forsvandt sporløst fra en færge, og det eneste vidne var hendes hjerneskadede bror. Politiet kaldte det selvmord, men den forklaring er simpelthen ikke god nok til Carl. Han tager det nu på sig, mod hans chefs ønsker, at opklare sagen og finde ud af hvad der skete med Merete. Men det ved publikum godt. Hun sidder fanget i et trykkammer – og hendes tid er ved at rinde ud.

Adaptionen af bogen er sket ved oscarnominerede Nikolaj Arcels pen og med instruktion fra Mikkel Nørgaard, bedre kendt fra Klovn-franchisen. Dog virker det som om noget er gået tabt i oversættelsen fra skrift til film, og vi står tilbage med et standardiseret kriminal-mysterium fyldt med klichéer og stereotyper. Carl er som førnævnt gnaven og går mod sine ovenstående, han er ved at blive skilt og på nervemedicin, med en typisk usympatisk rival på arbejdspladsen. Afdelingen i sig selv virker plat og overdrevent, med en post-it på døren til et opbevaringsrum med ordene ”Afdeling Q”. Mysteriet i sig selv er der heller ikke så meget nyt i – ærligt talt virker det som om at der er blevet plottet nogle variable ind i et skema og så har man en krimi. Det an skyldes, at ved at koge detaljerne ned fra roman til manus, er man stået tilbage med de basale klichéer der ligger til grund for fortællingen. Men den ligger bestemt op til en hel serie, og måske de næste film kan komme lidt ud over den stereotype rammefortælling.

Når det så er sagt, skaber filmen en udmærket suspense, og mystikken omkring gerningsmanden i scenerne med Merete fungerer godt. Der er et godt samspil mellem Kaas og Fares, og med en god, subtil humor, der ikke overrumpler filmens generelle alvorlige tone. Udover Kaas, Fares og Richter byder filmen på navne som Søren Pilmark, Mikkel Boe Følsgaard og Troels Lyby. Der er skabt en udmærket grobund for de næste film, men i sig selv lever filmen ikke op til Arcel og Nørgaards standarder. Jeg håber på bedre ting for fremtiden.

3stars

Smid en kommentar