Kingsman: The Secret Service – spoof spion-komedie

Underholdende er de satiriske og selvironiserende vinkler på britisk, aristokratiske dyder, mens den efterhåndende både gennemtygget, men samtidig berømte Martinidrink ’shaken not stirred,’ bliver redefineret af den unge spion-rekrut Eggsy med bestillingen ”gin poured while glancing at an unopened bottle of vermouth.” Vaugh bygger Kingsman på Dave Gibbons tegneserie af samme navn fra 2012, ligesom han også trækker på referencer til andre spion-successer såvel som tegneserie-gimmicks, Kong Arthur legenden og musicalen My Fair Lady.

Mr. Darcy – aka – Harry Hart ’Galahad,’ undertiden kendt som Colin Firth, eksekverer par excellence sin rolle ud i både Darcy’ske fortræffeligheder og sortbæltekunstner. Med sine snart 55 år er Firth vel efterhånden for gammel til Bond-navnet, men alligevel indspillede han i Kingsman op mod 80% af sine stunts selv og overbeviser klart om hans evner som action-superspion. I Kingsman repræsenterer Firth et ældgammelt ’secret society’ – af skræddere – både klar til at klæde det britiske aristokrati samt forsvare dem og landet. Med kodenavne som Galahad, Sir Arthur (Michael Caine), Lancelot og Merlin (Mark Strong) sidder der 12 riddere / skræddere om det rektangulære bord, ukendt for omverdenen og MI6.

Kingsman tager sit udgangspunkt sytten år tilbage i tiden, hvor Firths apprentice dør ved en fejlslagen mission. Den afdøde efterlader kone og hans fem-årige søn Gary ’Eggsy’ Price. Som ’erstatning’ giver Firth dem en medalje, hvorpå der er et nødtelefonnummer, de kan bruge én gang. Sytten år så senere har Eggsys uuddannet mor fundet sammen med en low-life gangster, og Eggsy selv fuldender hverken studium eller militæruddannelse til trods for ekstraordinære evner. I stedet hænger han ud på gadehjørner og kommer i karambolage med politiet, da han stjæler en bil. I fængslet gør Eggsy brug af sin ene opringning, og inden længe står han ude på fortovet i samtale med Firth.

Samme dag dør Lancelot (Jack Davenport) under en redningsmission af en radikal, miljøaktivistisk professor Arnold (Mark Hamill). Det åbner derfor for en position hos de spiontrænede skræddere, og efter nøje overvejelser tilbyder Firth muligheden til Eggsy, som en ud af tolv nye rekrutter. Eggsy er den eneste uden blåt blod og britisk poshness, alligevel vælger han at deltage i det højst krævende og dødbringende spionprogram. Mens Eggsy bliver udsat for mulige og umulige opgaver, undersøger Firth hvorfor professor Arnold er tilbage i sit undervisningslokale. Idet Firth udspørger professor Arnold, eksploderer professorens hoved. Belejligt efterlader det samtidig Firth i en udefinerbar koma, og inden Firth atter vågner, er Eggsy næsten færdig med sin spion-træning.

Skurken i Kingsman er den excentriske mangemillionær og industrialist for Silicon Valley, Richard Valentine (Samuel L. Jackson), der har en brækudløsende skræk for blod. Valentine har udtænkt en makaber løsning til verdens overbefolkning og miljøbevarelse – klart inspireret af den suspekte Goldfinger – og Valentine får verdens ledere såvel som überkendte personligheder med i planen. Også det ærefulde Kong Arthurs selskab bliver korrupt, og dem der nægter at indgå i Valentines planer møder i stedet Valentines onde håndlanger Gazelle (Sofia Boutella), som vandrer rundt på nogle yderst dødelige protese sværd-fødder.

Valentines skumle planer afdækkes ved et radikalt kirkemøde i Kentucky, og det er nu op til de resterende Kingsmen at redde verdens befolkning fra sig selv. Eggsy ender derved med at ’posh’e op’ i skræddersyet tøj og med britisk glimt i øjet, som ind i mellem bliver en anelse for kommenterende på Bond-figuren. Eggsys karakter er spillet af den nylig teateruddannet Taron Egerton, og til trods for, at det er hans første spillefilm, matcher han de mere rutinerede skuespillere. Særligt velfungerende er scenerne mellem den posh Firth og arbejderklassens Eggsys ligefremhed. Også Jackson spiller med en afdæmpethed, jeg ikke før har set ham med, og Jacksons læspende underspillede karakter fungerer faktisk godt som superskurk.

Intet er rigtig helligt i Kingsman, slet ikke når velkendte stats-(hoveder) eksploderer i champagne galopper som overmodne tomater og sammen med satiriske klassekampe og voldlige, dog velkoordinerede kampe former de scener det meste af filmen. Selvfølgelig har Kingsman også en del smarte spion-gadgets og så må Kingsman helt klart være den mest velklædte spion-komedie længe. Så hop i biografen, for Kingsman er bestemt et godt søndagsgrin værd og husk også det store popkornsbæger.

4stars

Smid en kommentar