Keep The Lights On –Thure Lindhardt i fuldt og flot vigør


 

De indleder over et årti et intimt venskab. Et forhold som på godt og ondt udfordrer dem begge, i takt med, at Erik desperat forsøger at stoppe Paul i hans dragelse mod alkohol og et tiltagende stofmisbrug. I takt med at Paul fjerner sig fra sin kære, men ikke sine stoffer, lader Erik sit eget liv stå på stand by.

I rollen som Erik finder vi danske Thure Lindhardt, som efter mindre roller i Into the Wild og Engle og Dæmoner ha sin første hovedrolle i en amerikansk produceret spillefilm. Filmen koncentrerer sig om skildringen af den fortvivlelse Erik går igennem, i takt med at Paul, spillet af Zachary Booth synker længere og længere ned i sit misbrug. Når sandheden skal frem er det dog Eriks egen identitetskrise der er det egentlige problem. Han spenderer al sin tid på at ringe til anonyme mænd på en telefonisk hot-line, alt imens søsteren Karen (Paprika Steen) belærer ham om, at ”det i tyverne er smart at være up and coming – i trediverne er det patetisk”. Herfra vokser intimiteten til fordel for flere hjerteskærende øjeblikke, som da Erik efter en filmfestival i Berlin kommer hjem og finder Paul helt til rotterne.

 

Dødvande

Filmen kører fra et voldsomt direkte anslag, lige på og hårdt med erotisk nærkontakt, men undgår at mystificerer det homoseukselle parforhold. I stedet vænner man sig hurtigt til tonen, hvilket gør de alment væsentlige konflikter det mere vedkommende at følge. Efterhånden står dog Erik stille og desværre følger filmen trop.

De mange skildringer af karakterernes hverdagsrutiner bidrager kun overfladisk til at historien dykker dybere ned i Erik og Pauls situation. 
Filmen er selvbiografisk i den forstand, at historien bygger på instruktør Ira Sachs’ virkelige forhold til en anden mand. At instruktøren har lagt sin egen sjæl i denne film mærkes tydeligt. Desværre har det konsekvenser for detaljeringsgraden, der jo længere vi følger genvordighederne Erik og Paul imellem, synes for omfangsrig.

Det er som om instruktøren har følt det umuligt, at skære selv den mindste episode af personlig betydning væk. Beskrivelsen af kærligheden mellem to mennesker indledes som et både fascinerende portræt med ekstremt blændende skuespil, men midtvejs tabte jeg koncentrationen. Et personligt livsværk jo vist, men filmen mister sit tempo og bevarer desværre en underlig snært af distance til sit publikum, på trods af det ellers gribende portræt af kærligheden mellem to mennesker. Det til trods er filmen en lille genistreg på det visuelle plan, hvor især farvekompositionerne og Arthur Russells legendariske musik indgår i en fabelagtig kombination.

 

Mærkbare følelser
Lighederne med Andrew Haighs succesfilm Weekend fra sidste år er slående især i filmens visuelle udtryk, men hvor Weekend efterlod sig et spor af samfundskritik over de knap tre døgn filmens handlingsplan forløb sig over, sår Keep the Lights On ikke dybe frø i samfundskritikkens muld i løbet af de små otte år vi er tilskuere til Erik og Pauls kærlighedshistorie. Det er heldigvis mindre vigtigt, når filmen i stedet skaber sin helt egen osteklokke af ensomhed. Et dryppende New York fremstår tilpas køligt til, at det ukontrollerbare misbrug, der skaber afsavn, magtesløshed og frustration, kan brænde igennem.

 

 

Smid en kommentar