The Invisible Woman

Den litterære legende er det centrum som tiltrækker og fortryller filmens unge hovedperson, spektakulært gestaltet af Felicity Jones, fra hun møder ham første gang i 1857 som 18 årig. Tiltrækningen er gensidig, og i det hele taget er det spillet mellem de to altoverskyggende hovedroller, der gør ”The Invisible Woman” til en god film.

Ternan, som blev Dickens elskerinde i mere end ti år, fremstilles ligeledes som hans fokuspunkt, men i kraft af tidens victorianske konventioner blev hun samtidig tvunget til at være usynlig. Historien kunne ikke fortælles, identiteten som Dickens store kærlighed ikke leves offentligt, og i de flashbacks, der udgør det meste af filmen, skildres den fortid, som Nelly forsøger at komme overens med på sine lange ensomme vandringer ved havet.

Fremhævelsen af hovedrolleskuespillernes kvaliteter skal ikke forstås som en kritik af birollepræstationerne. Alle kender deres plads i maskineriet og spiller glimrende inden for rammerne. I særlig grad er der grund til at fremhæve Kristin Scott Thomas, som i rollen som Nellys pragmatiske, men meget kærlige enkemor, karaktermæssigt nærmest lægger så stor afstand som muligt til det modermonster hun portrætterede i Nicolas Vinding-Refns “Only God Forgives” (2013). Ligeledes spores en fin, undertrykt smerte hos Joanna Scanlan, der spiller Dickens uelskede hustru – måske den i sandhed usynlige kvinde.

En anden væsentlig kvalitet udgøres af det faktum, at filmen ikke blot er sig sine begrænsninger – fx budgetmæssige – bevidst, men tværtimod gør en dyd ud af dem. Store krævende historiske panoramaer er generelt fravalgt til fordel for nøje udvalgte og indrammede scener. Indtrykket af levendegjort maleri etableres allerede i anslaget, hvor kameraet i et roligt tilt finder den sortklædte Ternan på stranden. Siden indsnævres synsfeltet for at formilde det følelsesmæssige drama, og det registrerende stationære kamera suppleres ofte af et sitrende håndholdt, der giver de mange nærbilleder intensitet og fremhæver dybden i skuespillet. Herudover emmer rum, klædedragter og rekvisitter af historisk akkuratesse og filmen forlenes således også med en høj grad af realisme der, i lighed med Dickens værker, også bliver social og kritisk i kraft af at de problemer den sætter under debat.

Filmens forlæg er den biografiske bog af samme navn, hvis formål har været at hente Nelly Ternan ud af den historiske glemsel. Det er en god historie og transformationen af fortællingen til levende billeder er vellykket, men om det rolige og fine drama opnår en brøkdel af den publikumsopmærksomhed, som bliver mere larmende produktioner til del, er en anden sag. Under alle omstændigheder skal der lyde en stor anbefaling herfra.

4stars

Smid en kommentar