Insidious – uhyggelig effektiv lavbudgetsgyser

Instruktøren James Wan er manden bag den første og banebrydende Saw, et franchise der dog senere hen i den grad mistede pusten og nu nærmere er en parodi på sig selv. Han er gået sammen med Leigh Whannell, der også stod bag Saw og Oren Peli der er bagmanden til Paranormal Activity, der indspillede flere hundrede millioner dollars og blot havde kostet omkring 10.000 dollars at lave.

Sammen har trioen så begået Insidious. Der på mange punkter heldigvis minder langt mere om Paranormal Activity, end den minder om Saw. Mængden af blod og indvolde er da også stort set lig nul, hvis man lige ser bort fra lidt blodige håndaftryk og lignende.

Klassisk på den gode måde
Insidious handler om den lille familie Lambert bestående af Josh(Patrick Wilson), Renai(Rose Byrne) og deres to sunde og raske små drenge Dalton(Ty Simpkins) og Foster (Andrew Astor). De er lige flyttet ind i deres drømmehjem, hvor alt nok skal blive bedre (vi får aldrig specifikt at vide hvad der er sket tidligere). Der går dog ikke længe, før deres drømmehus bliver til et mareridt, og der begynder at ske underlige, uhyggelige og uforklarlige ting.

Helt galt går det, da Dalton efter at være faldet ned fra en stige, ender i koma. Familien får lov til at få ham med hjem, hvor de selv kan passe på ham, men de uforklarlige og gysende hændelser stopper ikke her, tværtimod. Bedst bliver det da lillebror Foster udbryder “I don’t like it when Dalton walks around at night” – legendarisk.

Selvom Josh ikke tror meget på det overnaturlige, ender han alligevel med at indvillige i at de flytter til et andet hus. Det store spørgsmål er så, om det er huset der er hjemsøgt, eller det er noget helt andet.

The turning point
Insidious er helt eminent bygget op, og det er da også umuligt ikke at få tankerne hen på klassikeren Poltergeist. Den første halvdel af filmen er forrygende, gysende og uhyggen kravler helt ind under huden på os.

Desværre varer denne ellers godt opbygget uhygge ikke ved. Omkring halvvejs i filmen begynder der at komme unødvendige komiske indslag. De fungerer som sådan fint nok til popcorn spiserne i biografen, men de fjerner komplet fokus fra uhyggen, og er meget lidt symptomatisk for James Wan og Oren Peli.

Desuden kommer den åndelige del af filmen med drømmerejser og underbevidstheden til at fylde alt for meget. Filmen havde i hvert fald været langt mere effektiv, hvis den var blevet holdt på et enklere og “naturligt” plan, hvor uhyggen ikke nødvendigvis skal legemliggøres.

Det er lidt som om James Wan, Oren Peli og Leigh Whannel ikke helt har vidst hvilken retning filmen egentlig skulle bevæge sig, og dermed kom til at tage nogle forkerte sideveje

Insidious starter godt og slutter middelmådigt med en tendens til det tåbelige. Ikke desto mindre er man godt underholdt, og nødt til at give kredit til det faktum at filmen stort set har været gratis. For selvom den måske ikke er fyldt med effekter, så virker den ikke på noget tidspunkt som en billig produktion. Og hvis man skal dømme ud fra yngste beskuere, er der dog ikke nogen tvivl om at filmen gik rent ind hos dette unge teenage segment.

 

Smid en kommentar